Spring til indhold
Nyhed

Velkommen i Borgernes Hus – Odenses nye samlingssted

23-11-2016

I slutningen af 2017 kan odenseanerne se frem til at indvie – og bruge - et moderne og anderledes hus i Odense Banegård Center. Her finder de byens Hoved- og Musikbibliotek under samme tag som Center for Frivillighed, Center for Civilsamfund samt en lang række tilbud og ydelser fra Borgerservice.

 

Nu har huset også fået et navn. Efter en afstemning mellem seks forskellige forslag var der flertal for Borgernes Hus, som bliver huset kommende navn.

 

Navnet er også den oprindelige arbejdstitel til huset, og Borgernes Hus fokuserer på, at det er et sted, som er sat i verden for at tjene borgerne i Odense.

 

De øvrige muligheder var BLOK15, Byboteket, No. 15, OVIGA og Paletten, og der blev afgivet mange stemmer på Facebook og byens biblioteker, hvilket vidner om en stor interesse for huset.

 

- Borgernes Hus skal være et sted, som vi bliver glade for – og som vi bruger. Det skal være et sted, hvor kommunen og borgerne skaber velfærd sammen. Her bliver der mulighed for at få hjælp og vejledning eller bidrage til udviklingen med sine egne ressourcer. Jeg håber, at Borgernes Hus bliver en vigtig del af Odenses liv i de kommende mange år, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).

 

Det nye hovedbibliotek udgør husets fundament. Der er fokus på læring og formidling, og det skal være med til at sætte retningen for husets aktiviteter og fællesskaber. På Borgernes Hus vil mennesker mødes på tværs af samfundslag og aldersgrupper. Her vil være bøger, studiegrupper, foredrag, informationer og borgerservice under samme tag.

 

- Borgernes Hus bliver også stedet, hvor odenseanerne går hen for at få nyt pas, kørekort og anden hjælp, som vi i dag kender fra Borgerservice. Det er oplagt at samle så mange funktioner for borgerne på et så centralt og nemt tilgængeligt sted. Borgernes Hus vil blive oplevet som bedre borgerservice. Jeg glæder mig på borgernes vegne til åbningen af dette hus, siger rådmand Steen Møller (K), Beskæftigelses- og Socialforvaltningen.

 

Med sin centrale placering i Odense bliver Borgernes Hus et naturligt samlingssted. Sammen med letbanen, omdannelsen af bymidten og campusområdet vil Borgernes Hus understøtte Odenses udvikling til moderne dansk storby.

Opdateret 23-11-2016