Spring til indhold
Nyhed

Vi cykler – i den grad – stadig til arbejde

04-12-2015

Forhåbentlig fortsætter de 361 medarbejdere med at cykle til arbejde, selvom kampagnen – ”Vi Cykler Stadig til Arbejde” - er vel overstået, for der blev trådt godt til undervejs.

 

Deltagerne har været heldige med efterårsvejret, men selv på de enkelte regnvejrsdage blev der trådt flittigt i pedalerne og cyklet til arbejde. I alt fik medarbejderne trampet sig igennem 38.538 kilometer på kampagnens fire uger.

 

- Det er dejligt, at deltagerne har engageret sig i kampagnen, og forhåbentlig kan de inspirere kolleger og andre til at snuppe cyklen – enten hver dag eller et par gange om ugen. Hvis det kan fungere i forhold til hverdagens gøremål og familielivet, er cyklen en sund og god løsning for mange, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).

 

Medarbejderne kommer fra følgende syv odenseanske virksomheder Cowi, GF Forsikring, Glud & Marstrand, Ikea, H.J. Hansen, Wittenborg og 3C Retail, og de har i gennemsnit haft lidt mere end 12 cykeldage i kampagneperioden.

 

- Hos GF Forsikring har kampagnen betydet, at flere medarbejdere har forlænget cykelsæsonen og ladet bilen stå i garagen – og det er rigtig positivt. Det har også været vigtigt for os, at der har været fokus på cykeltjek og trafiksikkerhed. Det er jo ekstra vigtigt her i den kolde og mørke tid, siger Rasmus Gade, kommunikationskonsulent hos GF Forsikring.

 

Alle syv virksomheder er medlemmer af Odense Kommunes erhvervsnetværk med fokus på medarbejderes transportvaner, og kampagnen er netop udviklet til virksomhederne i netværket.

 

21 heldige medarbejdere kan desuden glæde sig over mere end frisk luft og motion, for Vi Cykler Stadig til Arbejdet er snart på vej med et gavekort på 5.000 kroner til en ny cykel samt 20 gavekort til Odense Cityforening og Nordisk Film Biografer. Præmierne er sponsoreret af GF Fonden.

Opdateret 04-12-2015