Spring til indhold
Nyhed

Verdenskendt kunstner har lavet Danmarks højeste murmaleri i Odense

29-05-2015

Byens Ø midt på havnen i Odense er kendt af de fleste som et område spækket med udfoldelsesmuligheder. En kunstig strand, fodboldfabrik, padel- og minigolfbaner, parkour, roller derby, skaterrampe, udstillingsbygninger og restauranter. Nu er Byens Ø blevet beriget med et kunstværk i verdensklasse.

 

Om projektet

FAF-kornsiloen på Byens Ø står med sin markante struktur som et minde om den havneindustri, der var engang. Siloen er bevaringsværdig, men da den ikke længere skal bruges til opbevaring af korn, opstod behovet for at re-tænke dens funktion.

 

Derfor blev der taget afsæt dels i Odense Kommunes kulturpolitiske indsatsområde ”Byen er scene” og dels i ønsket om at give byens borgere og gæster adgang til en udendørs kunstoplevelse i verdensformat. Det lå således lige for at bruge siloen som et kæmpemæssigt lærred.

 

Afdelingschef Ellen Drost er glad for ROAs værk:

 

- Jeg er glad og stolt over, at det er lykkedes os at få ROA til Byens Ø. ROA er en af vor tids største street artists, og hans værk på siloen er et fantastisk eksempel på, hvordan tidligere industribygninger kan bevares og få en ny og meningsfuld funktion. Samtidig understøtter værket vores transformationsproces – en moderne storby skal byde på street art i verdensklasse. Det har vi nu.

 

Værket indgår som en del af Odense Kommunes midlertidige udnyttelse af området som ”oplevelses-ø” for byens borgere.

 

Om kunstneren

ROA er en belgisk street artist, kendt for sine monumentale og oftest sort-hvide værker, som han har malet i storbyer over hele verden som f.eks. London, New York, Paris og Moskva. ROA maler primært dyr, ofte dyr som lever – eller har levet – i det land, hvor værket bliver til. ROA er manden bag nogle af gadekunstens største og mest genkendelige værker, men selv om værkerne er veldokumenterede, vides der kun ganske lidt om kunstneren selv. ROA omtales i street artist kredse bl.a. som ”gadens Da Vinci”.

 

Støtte

Værket, som er Danmarks højeste murmaleri, er blevet til med støtte fra Fionia Fonden.

 

Foto: Henrik Haven

Opdateret 03-08-2015