Spring til indhold
Nyhed

Odenses plejecentre holder herrefrokost – Nu med damer

06-10-2015

Det er syvende år i træk, Odense Kommune afholder herrefrokost for seniorer på Odenses plejecentre. Det forløber denne gang over fire dage, fra den 6. til 9. oktober. Hver dag fra kl. 12.30- 16.00 på Møllekroen i Agedrup.

 

Rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen, Brian Skov Nielsen, deltager også i festlighederne onsdag den 7. oktober.

 

Herrerne savnede damerne

Den årlige herrefrokost har de foregående år været en stor succes, og interessen er derfor kun stigende, men en ting er ændret i forhold til de forgangne år – mændene savnede selskab fra damerne, så de er blevet inviteret med denne gang.

 

”Damerne snakker meget, det holder vi mænd af. Det er dejligt, at der kommer damer med, så vi kan få danset en masse. Jeg vil nemlig ikke danse med mænd,” fortæller Leon Rasmussen som bor på Hjallese Plejecenter.

 

”Der skal klart være damer med. Der er en meget mere hyggelig stemning, når damerne er med, og det siger jeg ikke, fordi jeg skal score,” fortæller Henning Alsen fra Marienlund Plejecenter.

 

Underholdning med træstubbe og tyrolermusik

Selvom damerne er inviteret med i år, så er der stadig mulighed for at mændene kan samles om træstubben og slå et par søm i, når de holder pause fra dansegulvet, hvor musikken understøtter tyrolerstemningen.

 

Nye venskaber opstår

Det er Aktiviteter i Plejeboliger (AIP), der afholder oktoberfesten, og de har rigtig gode erfaringer med sådanne fælles arrangementer på tværs af plejecentrene:

 

”Vi holder arrangementer som det her, fordi vi kan mærke, hvor stor en glæde det har for vores beboere. Det er en god måde at skabe nye bekendtskaber på. De kommer ud og er sociale, får grint og snakket en masse sammen, og det er noget, som skaber livskvalitet,” fortæller Vinnie Skovkjær, leder af Aktiviteter i Plejeboliger.

Opdateret 06-10-2015