Spring til indhold
Nyhed

Odense Kommune og Centrovice underskriver samarbejdsaftale

12-06-2015

Et nyt samarbejde skal styrke rådgivningen og sagsbehandlingen inden for miljø, natur og landbrug. Det er formålet med den aftale, som By- og Kulturrådmand Jane Jegind fra Odense Kommune og bestyrelsesformand Niels Rasmussen fra rådgivningsvirksomheden Centrovice netop har underskrevet.

 

Samarbejdsaftalen skal sikre, at landbrugserhvervet oplever et endnu mere professionelt forløb med landmandens ideer i centrum, når der for eksempel er behov for at udvide produktionen. Aftalen skal gøre sagsbehandlingen mere effektiv, smidig og løsningsorienteret, og der vil være tilknyttet én sagsansvarlig i kommunen, så landmanden altid ved, hvor han eller hun skal henvende sig og få svar på sine spørgsmål.

 

Overordnet set er jordbrugserhvervet blandt de vigtigste erhverv i Odense, og derfor har By- og Kulturrådmand Jane Jegind (V) haft fokus på et godt samarbejde med såvel erhvervet som dets rådgivere.

 

- Vi skal levere den bedst mulige løsning for landmanden inden for lovgivningens rammer, for hverken Odense, Fyn eller Danmark kan undvære et konkurrencedygtigt landbrug. Jeg mener, vi er på rette vej, og samarbejdsaftalen er blot ét initiativ. Vi har også haft et godt samarbejde om de grundvandsbeskyttelsesplaner, som kommunerne har til opgave at udarbejde, og vi har ligeledes et fælles initiativ, der skal skabe større viden og bedre betingelser for landmænd i forhold til naturpleje, så det kan blive økonomisk attraktivt, siger Jane Jegind.

 

Hos Centrovice glæder bestyrelsesformand Niels Rasmussen sig over samarbejdsaftalen.

 

- På landbrugets vegne er jeg rigtig glad for den indgåede aftale, som både sikrer et højt fagligt niveau i samarbejdet på miljø-, natur- og husdyrområdet, og samtidig holder fokus på kortest mulige sagsbehandlingstider, siger Niels Rasmussen, der forventer, at andre fynske kommuner kan benytte samme koncept i fremtiden.

 

- Opgaverne ligner jo hinanden i vores samarbejde med de forskellige kommuner, så det er meget glædeligt, at Odense er gået foran med hensyn til denne samarbejdsaftale, som tilgodeser både landmændenes behov og hensynet til miljø og natur.

 

Aftalen er underskrevet i forbindelse med åbningen af Det Fynske Dyrskue 2015.

Opdateret 03-08-2015