Spring til indhold
Nyhed

Odense Kommune nomineret til ’Årets digitale initiativ’

03-11-2015

I juni 2014 etablerede Borgerservice og Odense Kommunes e2015-projekt et Digital Post-rejsehold.

 

- Vi var nervøse for, at beboere på plejecentre og bosteder meget let kunne blive overset i overgangen til obligatorisk Digital Post, fortæller Lene Djurhuus, afsnitsleder i Borgerservice i Odense Kommune. Derfor tilbød vi samtlige plejecentre og bosteder i kommunen at komme på besøg. Vi var klar med information til både beboere, pårørende og medarbejdere.

 

I alt tog 39 plejecentre og bosteder tog imod tilbuddet, der blev tilpasset det enkelte sted.

 

- Vi var klar til at udstede NemID og hjælpe beboerne i gang med Digital Post. Vi kunne også hjælpe med at give en pårørende læseadgang til beboerens Digitale Postkasse, fortæller Lene Djurhuus. Undervejs hjalp vi også en hel del med at blive fritaget for Digital Post.

 

Beboere og hjemmevejledere på bostedet Emilieparken var særligt begejstret for hjælpen til at komme i gang med Digital Post. Med Digital Post kom der styr på beboerens kommunikation med det offentlige.

 

Digitaliseringsstyrelsen honorerer ’Årets digitale initiativ’ med 10.000 kr.

 

’Årets digitale initiativ’ modtager foruden æren et gavekort på 10.000 kr. Det skal bruges på et kursus eller en oplægsholder efter eget valg.

 

Med prisen ønsker Digitaliseringsstyrelsen at hylde initiativer, der har været med til at fremme den digitale kommunikation mellem borgere og det offentlige. Odense Kommunes initiativ til at besøge samtlige plejecentre og bosteder med et Digital Post-rejsehold er et af ti nominerede initiativer.

 

Kåringen foregår den 19. november 2015 kl. 13-16 i Cinemateket, Det Danske Filminstitut, Gothersgade 55 i København. Finansminister Claus Hjort Frederiksen, der er ressortminister for digitalisering, vil være blandt prisoverrækkerne.

 

Eksempler på andre initiativer i Odense Kommune

 

• Digital Post undervisning på bibliotekerne

• Digital Post kursus for ældre døve

• Hjælp til NemID og Digital Post på væresteder for socialt udsatte

• En særlig indsats i Vollsmose i samarbejde med bydelens bibliotek, Community Center, Den frie rådgivning og Vollsmosesekretariatet.

• Introduktion til IT-sikkerhed for ældre

• Website med introduktion til NemID, Digital Post m.v. for 8-10-klasser.

 

Initiativerne er karakteriseret ved et tæt samarbejde på tværs af forvaltninger og på tværs af professionelle og frivillige miljøer.

Opdateret 03-11-2015