Spring til indhold
Nyhed

Odense er nomineret som Årets Cykelkommune

13-05-2015

Cykelstier, cykelparkering og cykelkampagner. Der er meget, en kommune kan gøre for at få flere af sine borgere op på cyklerne – og hvert år udnævner Cyklistforbundet en af de mest aktive kommuner til Årets Cykelkommune.

 

Odense Kommune er for tredje år i træk med i opløbet, og det glæder By- og Kulturrådmand Jane Jegind (V).

 

- Odense har i mange år arbejdet for byens cyklister. I byens Trafik- og Mobilitetsplan får cyklen stor opmærksomhed med broforbindelser, tunneller med mere. Vi har også sikret åstien som en grøn adgang til byen samt vedtaget en ny ambitiøs cykelhandlingsplan med 24 projekter til i alt 30 millioner kroner. Her laver vi blandt andet supercykelstier, flere cykelparkeringspladser og skaber en større trafiksikkerhed for skolebørnene, siger Jane Jegind og fortsætter:

 

- I det sidste år er cykeltrafikken steget med 10 procent, så vi er oppe på en cykelandel på 24 procent. Ambitionen er en andel 30 procent, og det arbejder vi hen imod. Men det skal ske på den rigtige måde, så vi gør cyklen til et lettere tilvalg uden at genere dem, der er afhængige af bilen for at få hverdagen til at hænge sammen.

 

Cyklende borgere bakker op

Odenses cyklister har også mulighed for at give byen et par ord med på vejen. En cyklist fra Odense fremhæver i sin indstilling, ”at det fra yderområderne er nemt at komme til centrum via smukke og cykelvenlige åstier”. En anden nævner ”Supercykelstien! Og at de rydder cykelstien først om vinteren”.

 

I de seneste år har Odense investeret massivt i stibroer og tunneller, hvilket giver færre stop turen og en meget høj trafiksikkerhed. Sidste år åbnede et tredje cykelcenter ved Odense Banegård Center, så der nu er mere end 3.000 cykelparkeringspladser. I forbindelse med den kommende letbane bliver der etableret yderligere 2.000-3.000 ekstra parkeringspladser.

 

Kommunerne er nøglen til cykelkulturen

Klaus Bondam, som er direktør i Cyklistforbundet, er imponeret over den indsats, som stadig flere kommuner gør for cyklisterne.

 

- Der er ingen tvivl om, at det i høj grad er kommunerne, der sidder med nøglen til den danske cykelkultur. Det er den lokale indsats med baggrund i viden om de særlige lokale forhold og behov, der gør forskellen, udtaler han.

 

Ud over Odense er Aarhus, Svendborg, Gladsaxe og Esbjerg nomineret til titlen. Hvem af dem, der bliver endeligt udvalgt som Årets Cykelkommune 2015, bliver offentliggjort mandag d. 18. maj i forbindelse med Den Nationale Cykelkonference, der afholdes i Furesø og Rudersdal.

Opdateret 03-08-2015