Spring til indhold
Nyhed

Nye aktiviteter på Byens Ø

07-07-2015

Uanset om du er til boldspil, interessant og anderledes kunst, eller blot en hyggestund med avisen og en god kop kaffe er Byens Ø på Odense Havn et oplagt valg. Her er noget for enhver smag.

 

- Vi er i fuld gang med at udvikle Odense til en moderne dansk storby med grønne åndehuller og aktive lokalmiljøer. Byens Ø opfylder begge dele. Det er en oplevelses-ø for hele familien, og med åbningen af Byens Bro er den kun få minutters gang fra Kongens Have. Byens Ø er i stadig udvikling, og jeg håber, at odenseanerne vil benytte dens mange fritids- og kulturtilbud i løbet af sommeren, siger By- og Kulturrådmand Jane Jegind (V).

 

På Byens Ø har gæsterne længe kunne besøge Fodboldfabrikken og kunstcontainerne, spille minigolf og petanque, dyrke parkour og cross fit eller spise på Nordatlantisk Hus eller Den Fede And.

 

Nye oplevelser på øen

Blandt de nyeste tiltag på Byens Ø er en roller derby-bane, hvor Odense Roller Girls i den grad giver den gas. Det er også muligt at stifte bekendtskab med padel – en noget ukendt, men sjov og udfordrende ketchersport fra Mexico, som virkelig giver sved på panden. Der er netop lagt sidste hånd på banen, så det er bare med at komme i gang.

 

Hvis man er mere til gadekunst, er det oplagt at rette blikket mod FAF-siloen, hvor den belgiske verdensstjerne ROA har skabt street art i topklasse. Siden slutningen af maj har en kæmpemæssig tun og en endnu større fiskehejre prydet siloens sider.

 

Men udviklingen fortsætter på Byens Ø. I øjeblikket bliver der bygget et langt siddemøbel på den nordlige del af øen, hvor besøgende kan slå sig ned og nyde udsigten mod Næsbyhovedskoven.

Møblet bygges af transportkasser i træ, som er stemplet med navne på de havne, der i tidligere tider anløb skibe fra. Et minde om havnens tid som aktiv industrihavn med gods fra bl.a. Fjernøsten og Sydamerika.

 

Der bliver også etableret et bådlaug, så besøgende om kort tid kan opleve færøske kapjoller på Byens Ø. Sidst, men ikke mindst, er Kristiandals Boligforening ved at lægge sidste hånd på 88 nye ungdomsboliger, som står klar til indflytning i august.

 

Billeder til fri afbenyttelse:

Roller Girls - krediteres Nicolai Frank

ROA Street Art - krediteres Henrik Haven

Opdateret 03-08-2015