Spring til indhold
Nyhed

Kulturdebat: Har du en holdning? Vil du sige den højt? Deltager du?

13-05-2015

Debatarrangementerne skal være med til at afdække, hvad odenseanerne forventer af kulturtilbuddene i deres by samt, hvad der skal til for at sikre den forsatte udvikling af et fedt og varieret kulturliv - for hvem har ansvaret? Er det kommunen, institutionerne, erhvervslivet eller bærer odenseanerne også selv en del af ansvaret?

 

Deltag i debatten, når Brandts åbner dørene for det første arrangement torsdag den 21. maj kl. 19.30-21.00. Den sidste halve time er du velkommen til at gå på opdagelse i udstillingerne.

 

På Brandts kan du møde Mads Damsbo, direktør for Brandts, Birgitte Weinberger, festivalleder for Odense International Film Festival og Jesper Buhl, operachef for Den Fynske Opera.

 

Med hjælp fra moderator Lasse Marker, kulturmagasinet DOXA stiller de tre kulturledere skarpt på aftenens tema: Hvad kan Odenses kulturinstitutioner gøre for dig?

 

Så kom og tag debatten med dine kulturledere eller vær med på en lytter, når debatrækken sættes i gang på Brandts.

 

De næste arrangementer foregår tirsdag den 26. maj kl. 19.30 på Studenterhus Odense og lørdag den 30. maj kl. 11.00 på Store Torv i Tarup Center.

 

Debatrækken arrangeres i et samarbejde mellem Brandts, Studenterhus Odense, Tarup Center, Odense Centralbibliotek/Tarup Bibliotek og Odense Kommune. Arrangementerne er en vigtig del af den proces, By- og Kulturudvalget har igangsat omkring revideringen af kulturpolitikken. Resultaterne fra debatrækken bidrager som input til den videre revideringsproces med det formål at skabe en kulturpolitik, som også borgerne kan se sig selv i. Processen forventes afsluttet ultimo oktober, således der ligger en ny kulturpolitik klar 1. november.

 

 

Foto: Torsdagskoncert i Kongens Have / Fotograf: Nicolai Frank