Spring til indhold
Nyhed

Få Carl Nielsen i røret

19-03-2015

I Odense Kommune bestræber vi os på at tage telefonen så hurtigt som muligt, men desværre kan ventetid ikke helt undgås. Derfor har vi allieret os med komponist Carl Nielsen, som fremover vil være manden bag ventemusikken – et oplagt valg i 2015.

 

Det er nemlig 150 år siden, at Carl Nielsen blev født i Nørre Lyndelse lidt uden for Odense, og det bliver fejret over hele byen. Gennem året tager mere end 100 arrangementer udgangspunkt i Carl Nielsens liv og musik. Koncerter, børneforestillinger og byvandringer er blot et lille udvalg af mulighederne.

 

- Carl Nielsen er en af Fyns største kunstnere gennem tiderne, og 2015 bliver et år fyldt af vidunderlig musik i Odense. Så jeg håber, at folk, der ringer til Odense Kommune, vil nyde ventetiden i selskab med Carl Nielsen. Vi vil naturligvis gøre vores bedste for, at den bliver så kort som mulig, men forhåbentlig kan den alligevel inspirere til, at man kommer ud og får hørt musikken live i byen, siger Odenses Kommunes kulturchef Ellen Drost.

 

Mange oplevelser i vente

 

Som ventemusik er valget faldet på forspillet til andet akt af Maskarade. Et af Carl Nielsens mest elskede værker bygget over Ludvig Holbergs komedie af samme navn.

 

Det er en romantisk historie om Leander og Leonore, der mødes til en maskerade og forelsker sig. Imidlertid er de allerede forlovet til anden side – tror de da. For da maskerne falder, viser det sig, at Leander og Leonore hele tiden har været bestemt for hinanden.

 

Ventemusikken er et lille stemningsbillede af skumringen i byen, før den igen skal fyldes af festglade mennesker, der kan fortsætte maskeraden.

 

- For det første er det oplagt at vælge Carl Nielsen, og for det andet er musikken meget velegnet og smuk. Det er et stille stykke orkestermusik, som er indspillet af Odense Symfoniorkester under ledelse af Tamàs Vetö. Musikken vil være et kært genhør for mange – og en ny oplevelse for andre. Jeg håber, at mange får glæde af Carl Nielsen og arrangementerne i årets løb, siger kulturchef Ellen Drost.

 

Læs om fejringen af Carl Nielsen og de mange koncerter og arrangementer på www.cn150.dk

Opdateret 03-08-2015