Spring til indhold
Nyhed

Et minde om nutiden gemmer sig nu i Odeons fundament

21-04-2015

Odeons grundsten er et symbolsk minde om nutiden og alle husets parter har hver især bidraget med en særlig ting, der fortæller historien om projektet, parterne selv og den tid, Odense er i lige nu

 

- Grundstenen er et lille stykke historie om en tid, hvor Odense gennemgår en historisk transformation og et hamskifte fra at være en almindelig dansk provinsby til at blive en dansk storby. Vores nye kultur- og konferencehus passer perfekt til dette nye Odense, hvor der er plads til nye oplevelser og fællesskaber båret frem af vækst og job, siger Odenses borgmester Anker Boye.

 

- At så mange forskellige parter i dag bidrager til Odeons grundsten vidner om, at mange parter ønsker, at vi får huset funderet som et hus for mange mennesker - både fra Odense og udefra. Visionen er, at huset skal fyldes med studerende, kulturliv og erhvervsliv - fyldes af mennesker med skabertrang og for mennesker med lyst til oplevelser, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind.

 

Bliver Odeons grundsten engang i en fjern fremtid gravet op, vil man kunne finde et 2015-minde fra tre af byens store kulturinstitutioner, Odense Teater, Syddansk Musikkonservatorium og Skuespiluddannelsen Odense. Det er blandt andet Odense Teaters nytrykte sæsonbrochure, afgangsbrochurer fra Skuespiluddannelsen Odense og noderne til en lille fanfare komponeret særligt til dagen af Bjarke Visby, der er studerende på Syddansk Musikkonservatorium.

 

Man vil også finde en helt særlig beskrivelse af, hvordan det er at være ung odenseaner i 2015 i en af Boligforeningen Kristiandals ungdomsboliger, som der bliver i alt 42 af i Odeon. Derudover vil husets hovedtegninger og designmanual også være at finde som et minde fra KPC, der står som bygherre af Odeon. Fra Odense Kommune vil man se de samlede byrådsbeslutninger, en scrapbog med billeder og artikler om projektet og programmet for fejringen af Carl Nielsens 150 år.

 

Endelig vil der være et minde om selve dagen og året, hvor grundstenen blev lagt, med et eksemplar af Fyens Stiftstidende fra den 21. april 2015, erindringsmønten på 20 kr. fra det år Dronning Margrethe fyldte 75 år og polaroidfotos fra begivenheden den dag, hvor grundstenen blev lagt.

 

Se hele grundstenens indhold og læs mere om huset på www.odense.dk/odeon.

 

Om Odeon

  • Odeon får 32.000 kvadratmeter til musik, teater og konferencer.

  • Odeon kommer til at huse musik-, teater- og konferencefaciliteter, Syddansk Musikkonservatorium, Skuespiluddannelsen Odense, Odense Teater, 42 ungdomsboliger og en dagligvarebutik.

  • Med plads til 1740 siddende og op til 3000 stående gæster bliver husets store sal blandt de største i landet af sin slags. Teknisk og akustisk bliver salen af høj kvalitet, så den vil egne sig særligt til koncerter, musicals, ballet, operaer og operetter. Salen kan tilpasses mange forskellige arrangementer, så Odense bymidte kan danne ramme om store nationale og internationale konferencer og events.

  • Byggeriet af Odeon gik i gang 24. juni sidste år, og det står efter planen færdigt i starten af 2017.

Den vedhæftede illustration af Odeon skal krediteres C.F. Møller.

Opdateret 03-08-2015