Spring til indhold
Nyhed

Taskforce ser på parkering på havnen

25-09-2014

Det skal være nemt og ligetil at tage bilen ned til havnen, parkere og bruge en hel eller halv dag i området, som rummer flere og flere aktiviteter for store og små. Hidtil har det givet nogle udfordringer at have p-søgerens briller på, men det skal en taskforce nu afhjælpe.

 

- En god arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra Odense Kommune og Odense Havn har trukket i arbejdstøjet på og har allerede løst et par af problematikkerne. Men der venter stadig et arbejde forude med at se på de samlede p-muligheder i havnemiljøet. Hvor er der offentligt tilgængelige pladser, hvad er betingelserne for at parkere der, og er der uudnyttede muligheder? Taskforcen skal vende og dreje alle løsninger, så det bliver nemmere og mere overskueligt at parkere på havnen, siger Jane Jegind, rådmand i By- og Kulturforvaltningen.

 

Et konkret tiltag for at forbedre parkeringsoplevelsen har været at indføre betalingsautomater i området ved Havnepladsen og ved Fællesdomicilet. Det har hjulpet de bilister, der ikke er fortrolige med at bruge en mobil app til at betale for parkering med.

 

Havnen er efterhånden blevet et yndet udflugtsmål, og det bliver ikke mindre i fremtiden.

 

- Om et par uger rykker et stort publikum ind på havnen, som skal ned og bruge nogle timer på ZOOs udstilling om dinosaurer i FAF-bygninger på Byens Ø. Vi imødekommer de mange gæster ved at have etableret p-pladser på Byens Ø. Pladserne vil også i fremtiden understøtte aktiviteter på Byens Ø, siger Jane Jegind.

 

Men taskforcen er langt fra færdig med at have p-søgernes briller på.

 

- Taskforcen har planlagt at mødes med relevante samarbejdspartnere som fx repræsentanter for erhverv og beboere og de forskellige p-selskaber på Odense Havn. Formålet er at forsøge at skabe mere sammenhængende og gennemskuelige p-løsninger. Taskforcen vil derfor i den nærmeste fremtid sætte stik i mellem relevante aktører for at få møder i stand, siger Carsten Aa, direktør for Odense Havn.

 

Taskforcen består af repræsentanter fra Odense Havn og By- og Kulturforvaltningen.

Opdateret 03-08-2015