Spring til indhold
Nyhed

Plant et træ i Elmelund Folkeskov

05-11-2014

Lørdag den 8. november står i træernes tegn, når by- og kulturrådmand Jane Jegind og formand for Growing Trees Network Lars Heiselberg Jensen kl. 13.00 byder velkommen til en hyggelig dag i Elmelund Folkeskov.

 

Til arrangementet vil en plantemaskine plante de træer, som borgere og firmaer har købt på www.folkeskoven.dk. Men det er også muligt at købe træer på dagen, som man selv kan plante og dermed være med til at gøre Odense grønnere.

 

- Jeg er rigtig glad for, at vi har et samarbejde med Growing Trees Network om at få skabt endnu mere skov i Odense. Elmelund Folkeskov er et fantastisk bidrag til vores fælles arbejde med at gøre Odense til en endnu grønnere by. Firmaer og private har bidraget til skoven, fordi de tager det fælles ansvar på sig for bl.a. at sikre vores drikkevand og en renere luft. Det er til gavn for os, men i høj grad også for vores børn og kommende generationer, siger rådmand Jane Jegind.

 

Elmelund Folkeskov er en del af Elmelund Skov, som i disse år skyder i vejret. Skoven skal være med til sikre drikkevandet, men også være den grønne ramme om odenseanernes udflugter, leg og aktiviteter.

 

Elmelund Folkeskov

Elmelund Folkeskov er skabt af borgere og firmaer, der har købt træer på www.folkeskoven.dk. På lørdag den 8. november kan man komme og se, at træerne bliver plantet. Man kan også selv plante et træ og sætte sit spor for eftertiden:

  • Køb et træ for 20 kr. og plant det selv i skoven
  • Køb nogle træer á 20 kr. og lad andre plante dem
  • Kom og se de planter, du har købt på www.folkeskoven.dk, blive plantet
  • Tag et træ med hjemme fra og plant i skoven

Vi tænder bål, som man kan varme sig ved. Man er også velkomne til at tage snobrødsdej med og bruge bålene til at bage sine egne snobrød eller lave popcorn. Vi sørger for at fylde både kaffe– og tekander.

 

Arrangementet foregår fra kl. 13-15. Parkering og indgang fra Elmelundsvej - se kort.

 

Man kan fortsat købe træer igennem firmaet Growing Trees Network/www.folkeskoven.dk efter lørdag den 8. november.