Spring til indhold
Nyhed

Om mandagen er telefonen rødglødende

03-12-2014

Odense Kommunes Byudviklingsafdeling har i år armene over hovedet, for salget af parcelhusgrunde på kommunes i alt syv udstykningsområdet går strygende.

 

-Der er særligt tryk på telefonerne mandag morgen, da mange interesserede købere har brugt søndagen på at blive klogere på udstykningsområder og besøge de forskellige udstillingshuse, der på en nem måde gør husdrømme til virkelighed, fortæller fuldmægtig Allan Ohm Tolstrup fra By – og Kulturforvaltningens kontor Ejendomsudvikling og Salg.

 

Særligt populært blandt områderne er Sandhusvænget tæt på centrum, hvor kun en enkelt grund mangler at blive solgt ud af i alt 19. Herefter følger Bellinge Fælled med kun fire grunde tilbage ud af i alt 24. Det store rekreative og populære område i Bellinge åbner dog for flere naboer i fremtiden, hvor yderligere 73 grunde er i støbeskeen fordelt mellem 2015 og 2016.

 

-Tallene taler sit eget tydelige sprog. Der er rigtig mange mennesker, der vil Odense, og det skal vi, der tegner stregerne for byudvikling, gøre alt for at imødekomme og støtte op omkring, siger by – og kulturrådmand Jane Jegind (V)

 

Derfor har By – og Kulturforvaltningen også som mål hele tiden at have ca. 100 tilgængelige grunde på hylderne, så de købelystne, der tæller folk fra hele landet, har flere valgmuligheder, når boligdrømmen skal undersøges og efterleves.

 

I øjeblikket er der 66 parcelhusgrunde tilbage, som fordeler sig på kommunens syv udstykningsområder. Udover Sandhusvænget og Bellinge Fælled tæller udstykningssområderne Gyldenhusvej ved Skt. Klemens, Villestofte, Seden Nord, Fraugde og Næsbyhoved-Broby. Desuden er nye områder ved Seden Syd og Bækkelundshave formentlig i spil allerede til næste år.

 

Læs mere på: Odense.dk/grunde

Opdateret 03-08-2015