Odenses plejecenterbeboere til jubilæumsforestilling i Den Fynske Landsby
Det er ikke kun H.C. Andersen Festspillene, der i år har jubilæum. En kvindelig beboer fra Næsby Plejecenter skal for femte år i træk af sted til Den Fynske Landsby for at nyde det H.C. Andersen eventyr, der hvert år opføres på friluftsscenen.
”Det er dejligt og helt eventyrligt at opleve alle de unge mennesker derude. Samværet og hyggen med de andre beboere er også en af årsagerne til, at jeg gerne vil deltage,” lyder det fra den trofaste deltager.
En plads i skyggen og lidt til ganen
De 140 plejecenterbeboere tager af sted ad tre omgange, og der er tænkt på alt fra gangbesvær til pladser i skyggen, så de ældre bare kan slappe af og nyde turen.
”Personerne bag festspillene har stillet stole klar, så beboere og hjælpere i ro og mag kommer ind på pladsen. Inden stykket starter serveres kaffe og kage samt en lille en til ganen. Den imødekommenhed, vi møder derude, samt den flotte indsats fra de unge mennesker giver beboerne er super god oplevelse, som der tales meget om efterfølgende,” fortæller Helle Christiansen, koordinator fra Aktiviteter i Plejeboliger, Ældre- og Handicapforvaltningen.
På mandag, den 28. juli, trækker 45 beboere fra syv forskellige plejecentre i det stive puds og drager på teaterudflugt. Både mænd og kvinder har vist stor interesse for at komme med.
Hjælp fra pårørende og frivillige
Det er sjette sommer, at Aktiviteter i Plejeboliger arrangerer udflugt til H.C. Andersen Spillene i Den Fynske Landsby, og interessen fra beboerne er stor hvert år. Udflugterne bliver til med stor hjælp og opbakning fra frivillige og pårørende, uden hvis støtte udflugterne ikke kunne blive til virkelighed.