Spring til indhold
Nyhed

Odense nomineret til flot pris

29-10-2014

Det er kontoret Ejendom i By- og Kulturforvaltninger, der nu anerkendes med nomineringen til Driftsherreprisen 2014. Ejendom har ca. 600 ansatte, som dagligt varetager alle typer af vedligeholdelses- og driftsopgaver, som knytter sig til Odense Kommunes bygninger – i alt ca. 1 mio. kvadratmeter.

 

Det er specielt Ejendoms evne til at arbejde ud fra en klar og gennemtænkt strategi, der har ført til nomineringen.

 

Boligfonden Kuben har således valgt at nominere Ejendom til årets Driftsherrepris – en pris, der uddeles til en aktør i branchen, som har udvist særlig god og professionel adfærd, handling og nytænkning som driftsherre med særlig fokus på processen. Brancheforeningen Dansk Facilities Management netværk, der har indstillet Ejendom til prisen, har fokuseret på afdelingens strategiske grundlag, der især lægger vægt på at inddrage og udfordre brugerne i alle processer.

 

”Ejendom har formået at drifte Odense Kommunes bygninger på en meget professionel måde. Det strategiske arbejde, som de har lagt for dagen, fortjener anerkendelse – ikke mindst fordi, de har et stort fokus på brugerne, hvilket i den grad er en kommunal kerneforretning”, siger Eva Kartholm, direktør for Dansk Facilities Management netværk.

 

Det store brugerfokus betyder blandt andet, at Ejendom inddrager brugerne i alle led i processen, når der skal ombygges, renoveres eller energioptimeres.

 

Nomineringen er noget, der glæder Odense Kommunes by- og kulturrådmand, Jane Jegind (V):

 

”Nomineringen er med til at motivere os yderligere, så vi hele tiden kan holde fokus på at gøre det endnu bedre for brugerne af vores ejendomme”, siger Jane Jegind.

 

Dansk Facilities Managements netværk lægger i særdeleshed vægt på, at prismodtageren har udvist en adfærd, som kan inspirere andre til efterfølgelse. Derudover skal prismodtageren være villig til at dele sin viden og erfaring med andre i byggebranchen. Kriterierne kan Ejendoms kontorchef, Birthe Papsø, nikke genkendende til:

 

”Jeg har været på besøg flere steder for at udbrede budskabet om vores arbejde, og vi har også ladet os inspirere af andre kommuners gode arbejde inden for området. Så på den måde er erfarings- og vidensdeling allerede en væsentlig del af vores hverdag”, lyder det fra kontorchefen.

 

Driftsherreprisen uddeles hvert tredje år, og skulle Ejendom vinde, kommer afdelingen i selskab med tidligere vindere som Coloplast, Rigshospitalet og senest Hørsholm Kommune. Vinderen af Driftsherreprisen 2014 offentliggøres ved Dansk Facilities Management netværks årskonference 2015, der afholdes på Tivoli Congres Center i København den 29. – 30. januar 2015.

Opdateret 03-08-2015