Spring til indhold
Nyhed

Odense Bæredygtighedsråd trak fulde huse til arrangementet "CSR og Bæredygtighed"

07-10-2014

Den store interesse for CSR og Bæredygtighed glæder Anker Boye, formand for Odense Bæredygtighedsråd:

 

- Jeg er meget glad for, at vi kunne fylde Festsalen. Vi kunne faktisk have været flere til arrangementet, idet vi havde en masse interesserede på venteliste. Nu håber jeg så, at mange af de CSR interesserede deltagere ved arrangementet vil søge den kommende udgave af Odense Bæredygtighedspris som går i luften snares, siger Anker Boye.

 

Med arrangementet inviterede Odense Bæredygtighedsråd til en eftermiddag fyldt med inspiration til, hvordan virksomheder kan arbejde med CSR og bæredygtighed herunder, hvordan indsatsen kan løftes i samspil med lokale organisationer.

 

Fem markante oplægsholdere fra dansk erhvervsliv gav deres bud på, hvordan der skabes rammer for CSR og bæredygtighed i virksomheder.

 

Asger Aamund, ambassadør ved Fairtrade Mærket, fortalte om sine oplevelser, som kaffeplukker i Nicaragua. Hans overordnede budskab var, at Fairtrade forbedrer arbejds- og levevilkår for nogle af verdens fattigste bønder. I den forbindelse opfordrede han arrangementets deltagere til at blive Partner i projektet Fairtrade By Odense.

 

Morten Wagner, CSR ansvarlig i BILKA, fortalte om varehusets CSR indsats og ikke mindst om BILKA og Folkekirkens Nødhjælps samarbejde "Giv en livline til Malawi". I projektet er det lykkedes at indsamle over 16 mio. kr. til etablering af en række sundhedscentre i Malawi i Afrika.

 

Henrik Olsson, dir. ved ITW GSE Odense, fortalte om, hvordan de på arbejdspladsen har indført en halv times daglig motion og det store positive effekt det har for medarbejderne. Virksomheden har siden projektets start nedbragt sygefraværet til blot 1,7%.

 

Niels Kristian Hansen, ejendomsdir. ved Rosengårdcentret, fortalte om hvordan butikscentret gennem en lang årrække har arbejdet målrettet med energioptimering og om de kontante besparelser indsatsen har givet.

 

Tom Filstrup, dir. ved Scandic Odense, fortalte om hotelkædens brede tilgang til arbejdet med CSR. Han sagde bl.a. at virksomheden har et samfundsansvar og at CSR er en god forretningen som i stigende grad efterspørges af kunderne.

 

Efter oplæggene var der rig mulighed for at møde 18 forskellige aktører på CSR torvet og få gode idéer til hvordan man i virksomheder kan arbejde med CSR.Arrangementet var sat i søen af Odense Bæredygtighedsråd i samarbejde med bl.a. Udvikling Fyn, MiljøForum Fyn, Fynsk Erhverv, DI Fyn og IDA Fyn.

 

Fototekst til vedhæftet grafik:

På Odense Bæredygtighedsråds møde om CSR og Bæredygtighed opfordrede Asger Aamund mødets deltagere til at blive Partnere i projektet Fairtrade By Odense ved at skifte fra konventionel kaffe til fairtrade kaffe.

 

Se fotos fra arrangementet på Odense Bæredygtighedsråds facebookside: https://www.facebook.com/media/set/?set=a.629565800494919.1073741829.152519711532866&type=1 


Kontaktinformation

Anker Boye, borgmester og formand for Odense Bæredygtighedsråd: tlf. 40 75 33 33

Projektleder i Odense Kommunes Bæredygtighedssekretariat Torben Jarlstrøm Clausen på tlf. 24 59 76 56 / tjc@odense.dk