Spring til indhold
Nyhed

Nyt logo skal få flere studerende til at blive læringspartnere i børnehaven

06-02-2014

Til projektet ’Studerende som læringspartner’ har den 22-årige Bolette Ankeraa fra Syddansk Erhvervsskole designet et logo i orange nuancer, som repræsenterer glæde og optimisme.

 

”Jeg har forsøgt at lave et logo, som taler både til børn, studerende og ansatte i de odenseanske børnehuse. Logoet indeholder værdier som lærdom, livsglæde og fællesskab,” siger Bolette Ankeraa, som gerne vil ansættes i reklamebranchen, når hun er færdig med sin fireårige uddannelse.

 

Børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen (R) mener, logoet tiltrækker beskuerens opmærksomhed.

 

”Bolettes logo får én til at stoppe op. Den orange farve får tankerne hen på spontanitet og ungdommelighed. Den stramme opbygning, de simple former og det enkle farvevalg gør det samtidig muligt at variere logoet og bruge det på forskellige måder, efterhånden som Læringspartner-projektet udvikler sig,” siger rådmanden.

 

Projektet Læringspartner blev pilottestet i fire børnehuse i efteråret 2013, hvor studerende gennemførte forløb med børnene om multikulturel kommunikation, krop, skelet, sanser, termodynamik og elektricitet.

 

Ifølge projektleder Dorthe Kingo Thruelsen fra Børn- og Ungeforvaltningen har tilbagemeldingen fra personale, studerende og forældre har været positiv.

 

”De studerende får både nye perspektiver på deres faglighed og succesoplevelser sammen med børnene. Personalet oplever, at de studerende beriger børnene og bringer ny inspiration til arbejdet med læreplanstemaerne ind i børnehuset. Og forældrene oplever, at børnene bringer en anden type oplevelser med hjem,” siger Dorthe Kingo Thruelsen.

 

Odense Kommune samarbejder med SDU, UCL og interesseorganisationer i kommunen om projektet, som i løbet af foråret bliver bredt ud til flere institutioner.

 

Læs mere om projektet på Facebook: https://www.facebook.com/#!/groups/laeringspartner/