Spring til indhold
Nyhed

Havnen kommer til byen – 1. spadestik til Stibroen

25-03-2014

Fredag den 28. marts afløser byggekraner og gravkøer snakke og planer om Odenses markante vartegn, Stibroen. Det sker, når by- og kulturrådmand Jane Jegind sætter sig bag rattet i entreprenørens gravko og tager første stik til endnu et historisk bygningsværk i Odense.

 

Stibroens fornemmeste opgave bliver at binde by og havn sammen og vil fra 2015 gøre det muligt for cyklister og gående at krydse jernbanen mellem Østre Stationsvej og Lerchesgade. Broen bliver den afgørende forbindelse mellem havnens blomstrende studie- og byområde og centrum. Odenses byrum udvides dermed naturligt og får fremover langt mere at byde på.

 

Dagen bliver fejret med musik, taler og lidt godt til ganen ved Posten fra kl. 14.00. Alle er velkomne til at deltage i arrangementet.

 

Program

 

Kl. 14.00

Velkomst og taler ved by- og kulturrådmand Jane Jegind og repræsentant for havnens aktiviteter, skuespiller og teaterdirektør Anders Nyborg, DOK5000

 

Kl. 14.20

Jane Jegind tager 1. spadestik med entreprenørgravkoen

 

Kl. 14.30 – 15.30

Livemusik ved to bands fra Odense Katedralskole

 

Undervejs vil der være lidt godt og vådt til ganen, og kunstnerne Bjarne Andersen, Claus Michael Pedersen og Villiam Hjort maler et 10 meter langt kunstværk under temaet ”Vi binder by og havn sammen”.

 

Odense ZOO er også med for at fortælle om deres fremtidige aktiviteter på havnen. De har indgået aftale med Odense Kommune om at benytte FAF-bygningen på Byens Ø de næste fem år. Her vil de præsentere internationale udstillinger med fokus på dyr og natur. Første udstilling åbner til efterårsferien 2014 og kører til og med påske 2015.

 

Fakta om Stibroen

For at kunne rejse den 40 meter høje stålpylon og anlægge den 135 meter lange bro skal entreprenøren, Bladt Industries A/S, støbe i alt ca. 3.400 tons beton og montere ca. 435 tons stål. Ca. 90 % af anlægsopgaverne bliver udført af danske virksomheder, og Bladt Industries er desuden forpligtet til at overholde de sociale klausuler, Odense Byråd har vedtaget.

 

Gottlieb Paludan og Public Architechts har tegnet den unikke stibro, og hele projektet forventes at koste 116 mio. kr.

 

Læs mere om stibroen på www.odense.dk/stibro.

Opdateret 03-08-2015