Spring til indhold
Nyhed

GPS sporing af socialt udsatte skaber opmærksomhed i hele verden

23-09-2014

GPS sporingen af de udsattes færden skal hjælpe Social-og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Odense Kommune med at placere de udsattes væresteder, så de falder bedst muligt til i byrummet.

Denne historie kunne flere danske medier fortælle i sidste uge, og projektet er så usædvanligt, at det nu har fået udlandet til at vende blikket mod den utraditionelle metode.

 

- Vi er blevet kontaktet af både Der Spiegel og af det amerikanske nyhedsnetværk NBCNews.com. Jeg tror ikke, at vores socialcenter havde forestillet sig, at man ville skabe opmærksomhed så langt væk med denne anderledes måde at arbejde med socialt udsatte på, fortæller rådmand i Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen Steen Møller.

 

Allerede inden medierne begyndte at fatte interesse for GPS sporingen, blev konsulent Tom Rønning, der har udviklet konceptet, kontaktet af det verdensomspændende videns netværk TedX, der inviterede ham ind som taler til en konference om mobilitet.

 

- Jeg vidste faktisk ikke hvad det var, TedX, men fandt hurtigt ud af, at det er et omfattende netværk, hvor man som taler bliver inviteret, og hvor man som deltager bliver screenet og skal betale for at komme på den virtuelle konference. Vi var fem talere, der samles i København, hvor de sendte fra den gamle lufthavn i Kastrup, fortæller Tom Rønning.

 

Rådmand Steen Møller vurderer, at en kortlægning af de hjemløse vil løse en del af de problemer, der opstår, når by og socialt udsat skal finde en måde at være sammen på.

 

- Alle større byer kender til de konflikter, der kan opstå, når socialt udsatte samles i grupper rundt omkring i byrummet. Ved at lære noget om de udsattes færden rundt omkring i byrummet ønsker vi at kunne skabe nogle steder, hvor de udsatte føler sig trygge ved at komme, og hvor omgivelserne bliver generet mindst muligt af deres færden, forklarer Steen Møller.

 

Steen Møller skal selv tale på en konference om mobilitet, bæredygtighed og social inklusion i Casablanca onsdag, hvor han også skal fortælle om projektet fra Odense.

 

Pæn modtagelse blandt de udsatte

De udsatte har taget positivt imod forslaget om at tage en GPS i lommen, fortæller Tom Rønning.

 

- Vi havde regnet med, at det kunne være vanskeligt at få nogen til at gå med dem, men det har ikke været noget problem. Flere har givet udtryk for, at det er rart, at der bliver arbejdet for at forbedre de mest udsatte i vores samfunds levevilkår. Så vi er faktisk blevet modtaget med stor interesse.