Spring til indhold
Nyhed

Frivillige tager plads ved strategibordet

16-01-2014

Motionsklubber, seniorer der giver en hånd med i skolen og frivillige der arrangerer sociale aktiviteter på plejehjem er alt sammen eksempler på, at civilsamfundet spiller en vigtig rolle for velfærden i Odense. Odense Kommune vil derfor gerne være bedre til at samarbejde med borgere, foreninger og frivillige – samlet kaldet civilsamfundet.

 

Over 130 vil være med til at sætte retningen

Torsdag aften er der inviteret til kick-off på en ny strategi, der skal sætte en retning for, hvordan Odense Kommune fremover skal samarbejde med civilsamfundet. Her deltager både foreninger, frivillige, politikere og ansatte i Odense Kommune – i alt over 130 deltagere.

 

- Når vi laver sådan et arrangement som optakt til en strategi, er det fordi, at vi gerne vil tage udgangspunkt i de udfordringer og ønsker som borgere, frivillige og foreninger oplever. Vi har derfor tilbudt en plads til alle foreninger i Odense, og det er dejligt at så mange deltagere, udtaler viceborgmester Brian Dybro.

 

Partnerskabsaftale med Frivilligrådet

Som en del af arrangementet på torsdag vil viceborgmester Brian Dybro på vegne af Odense Kommune underskrive en partnerskabsaftale med Frivilligrådet. Frivilligrådet er strategisk rådgiver for regeringen og Folketinget i forhold til den frivillige sektors rolle og indsats, når det gælder sociale udfordringer. Aftalen skal være med til at kvalificere Odense Kommunes indsatser og pege på mulige vækstområder inden for frivillighedsområdet.

 

Én indgang for frivillige

Odense Kommune har tradition for et tæt samarbejde med frivillige. Dette samarbejde vil Odense Kommune gerne styrke og har derfor oprettet ”Center for Civilsamfund.” Centret skal blandt andet sikre én indgang til Odense Kommune for frivillige foreninger. Den koordinerede indgang på tværs af lovgivninger, forvaltninger og målgrupper skal gøre det nemt at være frivillig og skabe synergi mellem frivillige indsatser. I sidste ende er målet, at flere borgere finder meningsfulde fællesskaber i byens aktive foreningsliv.

 

Kick-off arrangement

- Tid: 16. januar, kl 16.00 – 19.00

- Sted: TREFOR Park, Højstrupvej 7B, Odense V

Opdateret 03-08-2015