Spring til indhold
Nyhed

Forbedret sikkerhed på Thomas B. Thriges Gade

01-12-2014

Odense Kommune følger trafikafviklingen i byen nøje og foretager løbende justeringer for at sikre borgernes fremkommelighed og sikkerhed. I december er der fokus på krydset Nørregade/Thomas B. Thriges Gade, der har vist sig at være utrygt særligt for cyklister og fodgængere.

 

Nye tiltag øger sikkerheden

Kommunen har fået tilbagemeldinger fra fodgængere, cyklister, bilister og buschauffører, og inputtene har været nyttige i den planlagte forbedring af krydset. Som det fremgår af denne illustration, vil Odense Kommune gøre følgende for at øge sikkerheden:

  • Anlægge et fodgængerfelt på tværs af Thomas B. Thriges Gade, ud for Bangs Boder. Dette vil gøre cyklister fra Østre Stationsvej/Hans Mules Gade mere synlige
  • Etablere et blåt cykelfelt ud for Nørregade, så trafikanter ud og ind ad gaden gøres opmærksomme på cyklisterne
  • Etablere en højresvingsbane for cyklister i krydset ved Skt. Albani Kirke. Banen er for dem, der kommer fra Torvegade og ønsker at dreje ned ad Skt. Knuds Plads. Der er i dag en højresvingspil for cyklisterne
  • Etablere 30 km/t-zone på strækningen fra Adelgade til og med Bangs Boder
  • Den oprindelige bus- og taxabane er fremadrettet også tilgængelig for bilister, der skal parkere på Fisketorvet
  • Den østlige af de tre vejbaner er til bilister, der skal parkere på Torvegade og Thomas B. Thriges Gade. Bilisterne kan vende i bunden af parkeringspladsen på Thomas B. Thriges Gade

 

Der vil med andre ord blive etableret to spor for bilister, der søger parkering, og bilisten skal allerede på Albanigade/Skt. Knuds Stræde være opmærksom på at lægge sig i det korrekte spor.

 

Fra Gade til By anlægger syv ekstra p-pladser i forlængelse af den eksisterende række parkeringspladser på Thomas B. Thriges Gade. Yderligere flyttes de to taxaholdepladser ved I. Wilhelm Werners Plads over på Albani Torv, og den ene af de to handicapparkeringspladser ved Fisketorvet bliver nedlagt.

 

Cykelforholdene på I. Wilhelm Werners Plads

Fra Gade til By er snart færdige med at nyanlægge I. Vilhelm Werners Plads, der vil stå klar inden jul. Som i resten af Odenses gågadesystem vil det være tilladt for cyklister at krydse pladsen i tidsrummet kl. 21-09.

 

Ud for den røde Infoboks vil det være tilladt at cykle hele døgnet mellem Asylgade/Stålstræde og Torvegade/Overgade.

Opdateret 03-08-2015