Bæredygtige initiativer på H.C. Andersen Julemarkedet
Det eventyrlige julemarked i Odense bliver igen i år fyldt med gode sager og ikke mindst julekager.
De første to weekender i december vil danne ramme om H.C. Andersen Julemarkedet, hvor julestemningen vil flyde ud fra de hyggelige boder og spændende telte, som byder på musik og underholdning.
Ud over de nye varer på julemarkedet vil der også som noget nyt være legetøjsindsamling og julepyntsbytning.
Legetøj til byens børn
I hele julemarkedets åbningstid kan alle komme med legetøj nyt som gammelt.
Legetøjet bliver efter julemarkedet leveret til nærinstitutioner, det man i gamle dage kaldte børnehjem, og døgninstitutioner. Men hvis der kommer rigtig meget, vil der også blive givet til andre institutioner i Odense.
Så kig på loftet, i garagen, under sengen eller bagerst i skabet - måske ligger du inde med skatte, som vil vække smil og glæde hos byens børn.
Lad dit gamle julepynt blive vagt til live igen i nye stuer
Har du også behov for at få fornyet din samling af julepynt, så skal du endelig kigge forbi H.C. Andersen Julemarkedet.
I år er det muligt at komme med julepynt, som måske en gang så pænt ud i stuen, men som har mistet sin magi, og i nutidens bytte-ånd har du mulighed for at vælge noget andet pynt at tage med hjem i stedet for.
Glædelig jul og vel mødt på H.C. Andersen Julemarkedet i Odense 5-7. dec. & 12.-14. dec. 2014.
#oplevodense
#odenseby
#hcajul
Foto: Emil Ryge Christoffersen