Spring til indhold
Nyhed

Virksomheder risikerer at overse vigtig post

28-10-2013

Kravet om Digital Post gælder for selvstændige håndværkere, klinikker, saloner, værksteder, ejerforeninger, boligforeninger, grundejerforeninger, sportsklubber, fonde, legater, erhvervsorganisationer, selvstændige konsulenter – kort sagt alle med CVR-nummer.

 

Alle med et CVR-nummer har modtaget brev fra Erhvervsstyrelsen om, at de skal oprette den lovpligtige digitale postkasse, så de er klar til at modtage Digital Post fra det offentlige.

 

Nu er det ved at være sidste frist

Selvom virksomhederne er kontaktet direkte, er der stadig en del, som endnu ikke har gennemført oprettelsen. Efter 1. november 2013 begynder meddelelser om byggesager, miljøgodkendelser og fakturaer at lande i den digitale postkasse. Derfor er det vigtigt, at virksomhederne kommer i gang med den digitale postkasse nu, så de eksempelvis ikke risikerer at overskride en svarfrist.

 

Digital Post kræver brug af en speciel signatur kaldet NemID medarbejdersignatur. Den skal virksomhederne bestille hos nets-danid.dk. Desværre oplever et stort antal virksomheder og foreninger en meget lang ventetid på at få denne signatur. Enkeltmandsvirksomheder kan benytte en smutvej og få udstedt signaturen med det samme, ved at bestille en nøglefil og underskrive aftalen med deres private NemID.

 

Odense Kommune har gennem de sidste tre måneder understøttet den nationale kampagne for Digital Post med lokal information. Det er blandt andet sket gennem brancheorganisationer, Erhvervskontakten, diverse netværk, Udvikling Fyn, A-kasser for selvstændige, Iværksættercaféer, håndværkerforeninger og Centralbiblioteket.

 

Til trods for kø-kaos og lange ventetider, bøvl med NemID og Java-opdateringer kan Odense Kommune glæde sig over, at tæt på 40 % af alle CVR-numre i kommunen nu er på Digital Post.

 

- Alene de sidste 12 dage er 2151 CVR-numre kommet på. Det er stadig ikke godt nok, men dog 13 % over landsgennemsnittet, fortæller Anette Rubin fra Odense Kommunes e2015-projekt.

 

Informationsmøde om Digital Post til virksomheder

For at give virksomheder mulighed for yderligere information, afholder Odense Kommune og Odense Centralbibliotek i samarbejde med Erhvervsstyrelsen et informationsmøde på rådhuset i Odense onsdag d. 30. oktober fra kl. 16 – 18. Tilmelding på tlf.: 65 51 44 65 eller til ntp@odense.dk senest 28. oktober.

Opdateret 03-08-2015