Spring til indhold
Nyhed

Velfærdskonference med jord under neglene

02-12-2013

Torsdag kommer til at stå i velfærdens tegn i Odense, når godt 400 deltagere fra hele landet ankommer til en anderledes velfærdskonference, der for første gang er arrangeret af én kommune for de øvrige kommuner.

 

- I kommunerne er vi nødt til at dele vores viden for at spare penge og kostbar tid, så borgerne hurtigt kan få glæde af alle de nye muligheder, velfærdsinnovation skaber med lynets hast i disse år, siger Jørgen Clausen, stadsdirektør i Odense Kommune.

 

Margrethe Vestager sætter scenen

På konferencen får deltagerne et solidt indblik i de mekanismer, der får velfærdsforandringer til at virke og samtidig et indblik i faldgruberne. Og fra morgenstunden giver økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager sit bud på perspektiverne for velfærdsinnovation i kommunerne.

 

- Jeg glæder mig til en dag, hvor vi skal udfordre vanetænkningen og se en masse gode eksempler på, hvordan kommunerne udvikler smartere og bedre velfærd, der giver borgerne værdi i hverdagen. Dét er en moderne offentligt sektor: At borgerne er i centrum, og at kommunernes ledelse og medarbejderne udvikler velfærden lokalt, siger økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager.

 

Margrethe Vestager besøger standen ”Teknologi til lejligheden”, der er et udstillingsvindue for velfærdsteknologi i private hjem. Standen er en smagsprøve på en lejlighed, Odense Kommune og Public Intelligence i samarbejde har indrettet i Dalum i Odense med køkken, stue og soveværelse med toilet- og vaskehjørne. En lejlighed, borgerer kan besøge og få inspiration til, hvordan de kan gøre livet lettere for sig selv med ny teknologi i deres bolig.

 

Masser af oplæg og workshops

Konferencen byder desuden på en række interessante oplæg og workshops for deltagerne, som blandt andet kan høre, hvilke tendenser forsker, Dan Bonde Nielsen, fra Syddansk Universitet ser i kommunernes innovationsdagsorden. Og de kan blive klogere på, hvilke krav velfærdsinnovation stiller til de nye byråd, når direktør i Mandag Morgens Velfærdsafdeling, Mogens Hyllegaard, stiller skarpt på, hvordan politikerrollen udvikler sig.

 

Odense Kommune præsenterer desuden to velfærdseksperimentarier, som er mødesteder for kommunens borgere og ansatte, der sammen udvikler nye idéer, som de tester og kvalificerer.

Konferencen begynder kl. 8.30 og slutter kl. 17.00. Den finder sted i Odense Congress Center, Ørbækvej 350, 5220 Odense SØ.

 

Konferencens hjemmeside http://www.odense.dk/konferencen

Twitter http://www.twitter.com/nynyODENSE

Opdateret 03-08-2015