Spring til indhold
Nyhed

Tin-skrin fra 1200-tallet med mystiske inskriptioner gemmer på en verden af viden

11-12-2013

Alligevel har middelalderarkæolog Maria Elisabeth Lauridsen svært ved at få armene ned:

 

”Det er uden tvivl vores bedste fund overhovedet. Der er så mange oplysninger gemt i det her skrin, og vi er slet ikke færdige med at undersøge det endnu.”

 

Skrinet er fra 1200-tallet og har kunstfærdige udsmykninger og inskriptioner. Det fine håndværk imponerer, men på et tidspunkt har nogen ridset en række tegn ind i skrinets overflade, som ved første øjekast ser meget mystiske ud.

 

De indridsede tegn, tolker arkæologerne til at være såkaldte bomærker, eller signaturer, som i middelalderen repræsenterede en lokal håndværksmester eller borger.

 

I bunden af skrinet er et billede af Adam og Eva ved kundskabens træ og på undersiden er et billede af Kristus.

 

Langs kanten løber et bånd med latinske bogstaver, og det er især denne inskription, der volder museumsfolkene hovedbrud. Eksperter fra både Odense Bys Museer, Syddansk Universitet og Københavns Universitet har allerede forsøgt at tyde inskriptionerne, men forgæves.

 

Ifølge arkæologerne tyder de indridsede bomærker på, at skrinet kan have tilhørt et håndværker laug, i middelalderen kendt som et gilde. Måske har skrinet stået på et alter betalt af gildet i den nærmeste kirke.

 

Skrinet og dets mange ubesvarede spørgsmål vil give Maria Elisabeth Lauridsen og hendes kolleger nok at se til i den kommende tid:

 

”Det bedste ville være, hvis vi kan finde ud af, hvem der har ejet eller brugt skrinet. Hvis vi kan knytte det til et bestemt håndværkerlaug, måske endda et bestemt skomager- eller smedeværksted. Vi kommer under alle omstændigheder til at bruge enormt lang tid på, at trække alle de oplysninger vi kan ud fra det her ene fund. Jeg tror, at når vi engang er nået til bunds i oplysningerne, hvis det da overhovedet kan lade sig gøre, så kan det her skrin bære en hel udstilling i sig selv.”

 

Kom og se det mystiske tin-skrin

 

Skrinet er så sjældent, at det ikke er sikkert nok at udstille det sammen med de øvrige fund fra udgravningen i projektets røde Infoboks på Fisketorvet, men på lørdag den 14. december kan man, som noget helt særligt, få det at se.

 

Fra kl. 10.00 til 14.00 står arkæologer fra Odense Bys Museer klar til at fortælle om skrinet og vise det frem. De medbringer også en transkription af den mystiske tekst på skrinet, så man selv kan prøve at tyde den.

 

Arkæologens værksted holder også åbent. Værkstedet ligger lige overfor Infoboksen, og her kan du høre om den store udgravning og om konservatorens arbejde med at rense og undersøge de fund, som arkæologerne finder.

 

Se alle aktiviteter, åbningstider m.m. på fragdetilby.dk og facebook.com/infoboksen.

 

 

 

Kontakt

 

Arkæolog Maria Elisabeth Lauridsen, Odense Bys Museer, tlf.: 2037 9422

 

Kommunikationsansvarlig Ann-Britt Nørgaard, Fra Gade til By, tlf.: 24263950

 

Læs meget mere om omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade på fragadetilby.dk og følg udgravningen og de øvrige aktiviteter i forbindelse med omdannelsen på facebook.com/infoboksen

 

Fakta

 

Skrinet Skrinet har to øskner, som viser at den har haft et låg.

 

Skrinet er sekskantet og vejer 189 gr. Det har tre ben, hvoraf de to er sammenkrøllede.

 

Transskription af randindskriften:

 

1 +DEIUSOI

 

2 ERTTOCTB

 

3 CROITCIVCE

 

4 CESQETA

 

5 BVCAMCN

 

6 OBVAECA

 

 

 

Arkæologi

 

De arkæologiske udgravninger strækker sig over ca. 2,5 år og 10.300 m2. Det er Danmarks hidtil største udgravning i en middelalderlig bykerne.

 

 

 

Odense Bys Museer udfører de arkæologiske undersøgelser på vegne af byomdannelsesprojektet Fra Gade til By.

 

 

 

Udgiften til udgravningerne er på 37 mio. kr. Prisen er en maksimum pris.

 

 

 

Hver tirsdag og torsdag er der gratis rundvisninger i udgravningen kl. 13.30. Mødested ved den blå skurvogn foran ruinen på I. Vilhelm Werners Plads bag Odense Rådhus.

 

 

 

Tirsdag, onsdag og torsdag fra kl. 12.00 til kl. 15.00 kan man desuden besøge arkæologens arbejdende værksted, og se hvordan arkæologer og konservatorer arbejder. Hvor gammel er tepotten egentlig og er det en ko-knogle eller en menneske-knogle, vi har fundet?

 

 

 

Fra Gade til By

 

Fra 2013 til 2020 omdannes den fire-sporede Thomas B. Thriges Gade til et bilfrit byrum med boliger og letbane midt i Odense. Det er det mest gennemgribende byomdannelsesprojekt i Odenses historie.

 

 

 

Der bygges ca. 53.000 etage m2 med plads til ca. 350 boliger og 500 arbejdspladser.

 

 

 

Projektet gennemføres som et partnerskab mellem Odense Kommune og Realdania. Arkitektfirmaet Entasis er rådgiver for projektet.

 

 

 

Projektet koster 852 mio. kr., hvoraf Realdania og Odense Kommune hver betaler 255 mio. kr. og 342 mio. kr. finansieres ved salg af byggeretter og p-anlæg.

 

 

 

Læs meget mere om omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade på fragadetilby.dk og følg udgravningen og de øvrige aktiviteter i forbindelse med omdannelsen på facebook.com/infoboksen

Opdateret 03-08-2015