Spring til indhold
Nyhed

September står i ældremotionens tegn

05-09-2013

Traditionen tro betyder september måned sved på panden for mange af byens ældre, og i år har hele 248 plejecenterbeboere tilmeldt sig motionsdagene. De talrige deltagere skal dyste i hold mod hinanden i disciplinerne stafet, længdekast, målspark, dåsekast samt hullahop-kast. Derudover byder dagene ikke mindst på masser af socialt samvær, helstegt pattegris, levende musik og dans.

 

Arrangør Vinnie Skovkjær ser frem til den festlige begivenhed, der afholdes for sjette år i træk:

 

- Dagen er altid fuld af liv og gåpåmod. Jeg bliver gang på gang overrasket over, hvor konkurrencelystne deltagerne er – alle vil hjem med en guldmedalje om halsen! I år er der endnu flere tilmeldte, end der har været før, og jeg er sikker på, det bliver en stor succes!

 

’Aktiviteter i plejeboliger’ har et tæt samarbejde med frivillige, og motionsdagene afvikles også med stor støtte herfra:

 

- Den frivillige indsats betyder meget for os og deltagerne. Uden personale fra plejecentrene og de frivillige ville det være svært at gennemføre ældremotionsdagene.

 

Motionsdagene afholdes af tre omgange og foregår på Plejecenter Albanigade, Albanigade 21 D.

 

Det går løs:

Mandag d. 9. september 2013 kl. 10.30-14.00

Onsdag d. 11. september 2013 kl. 10.30-14.00

Fredag d. 13. september 2013 kl. 10.30-14.00

 

Pressen er velkommen.