Spring til indhold
Nyhed

Odenses chef for byudvikling bliver ny direktør i Slagelse

28-06-2013

Anne Velling Christiansen skifter sin chefstilling i Odense Kommune ud med en direktørstol i Slagelse. Anne Velling har de sidste 2 ½ år som chef for bystrategisk stab siddet med ansvaret for Odenses udvikling fra stor dansk by til en dansk storby. Slagelse Kommune får dermed gavn af Anne Vellings mange erfaringer med at give visioner form og drive store projekter som letbanen, Fra gade til by, udviklingen af Odense havn og den nye bydel Campus.

 

Som udviklingsdirektør i Slagelse vil Anne Velling indgå i helhedsdirektionen med særligt ledelsesansvar for Drift og Anlæg, Erhvervsservice, Plan og Erhvervsudvikling og Teknik og Miljø.

 

- Jeg har været utrolig glad for de muligheder og udfordringer mine 7 ½ år i Odense Kommune har budt mig. Det har rustet mig til de nye udviklingsopgaver og det større ledelsesansvar, stillingen som udviklingsdirektør i Slagelse giver mig-, siger Anne Velling.

 

Odenses stadsdirektør Jørgen Clausen er på samme tid ærgerlig og stolt.

 

- Det er ingen hemmelig, at vi med Anne har haft et kæmpe aktiv i Odense Kommune. Hun har gennem hele sin tid i Odense drevet udviklingen frem. Anne satte allerede som sekretariatschef med ansvar for direktørgruppen sit klare fingeraftryk på Odense Kommunes udvikling, men det er særligt de sidste 2 ½ år, hvor hun har haft ansvaret for byudviklingen, at jeg har set hende vokse dag for dag. Så jeg er selvfølgelig ked af at miste hende, men må også erkende, at det er et helt naturligt skridt i hendes karriere og udvikling-, siger Jørgen Clausen.

 

Anne Velling Christiansen begynder i sit nye job i Slagelse efter sommerferien, men bliver boende i Odense.

 

- Jeg har de sidste 2 ½ år følt et meget stærkt engagement omkring Odenses udvikling som by. Der er absolut ingen tvivl om, at jeg stadig vil følge meget interesseret med fra sidelinjen. Og som borger i Odense er jeg helt tryg ved at vide, at alle projekterne er i gode hænder-, siger Anne Velling Christiansen.

 

Selvom stadsdirektør Jørgen Clausen er ærgerlig over at miste Anne Velling Christensen, så er han trods alt glad for timingen.

 

- Når nu det skal være, så sker det heldigvis på et tidspunkt, hvor projektet er i rigtig god gænge. Vi er netop blevet færdige med letbanens udredningsrapport og har også rundet en række milepæle med Musik- og teaterhuset og hele udbudsstrategien på Thomas B Thriges gade. Så det er ikke noget dårligt tidspunkt i forhold til at skulle overdrage projektet til en ny, siger Jørgen Clausen, der nu vil begynde sin søgen efter den helt rigtige profil.

Opdateret 03-08-2015