Spring til indhold
Nyhed

Odense nomineret til Årets Cykelkommune 2013

17-05-2013

En stærk cykelkultur, gode cykelforhold eller en innovativ tilgang til cykelindsatsen er eksempler på de kriterier, som landets kommuner bliver vurderet på. Nomineringen af Odense begrunder Dansk Cyklistforbund med følgende:

 

Odense er gået helt i front med udvikling af børnecykling og finder stadig nye måder at inddrage cyklen i undervisningen. Beslutningen om lukning af den trafikerede Thomas B. Thriges Gade vidner om politisk mod til at tage upopulære beslutninger for at gøre Odense til en grønnere og mere menneskevenlig by.

 

- Jeg er rigtig glad for nomineringen, og det faktum, at Dansk Cyklistforbund har fået øje på både Cykelglad Skole og den kommende omdannelse af Thomas B. Thriges Gade. Begge projekter bygger på en anderledes og visionær tilgang til mobilitet og skabelsen af en god storby, siger Steen Møller, By- og Kulturrådmand, der selv er inviteret til at tale på den nationale cykelkonference i Svendborg på onsdag, hvor prisen uddeles.

 

Cykelglad Skole er en succes

Skoleprojektet Cykelglad Skole kører på Ejerslykkeskolen og Seden Skole og tager udgangspunkt i den eksisterende infrastruktur. Succesen bag projektet er, at de traditionelle faggrænser er overskredet, og at der arbejdes med cyklen som et middel frem for cyklen som målet. Det betyder, at cyklen bliver en del af svaret på mange udfordringer – og ikke et spørgsmål om, hvorfor børnene ikke cykler til skole.

 

Ved at integrere cyklen som et naturligt element i alle aspekter af skolens liv - undervisning, SFO, arrangementer, forældreaktiviteter osv., skabes en cykelkultur, hvor cyklen ”bare” er midlet til at nå andre mål og dermed skaber grundlag for at udnytte alle muligheder for spændende udflugter, faglige ekskursioner, fysisk bevægelse og sjov og bedre indlæring.

 

Cykelglad Skole planlægges og implementeres i en strategisk proces, som målretter indsatser mod den enkelte skoles udfordringer, og som sikrer en langvarig forpligtelse og engagement fra alle målgrupper herunder elever, lærere, pædagoger, forældre og skolens ledelse.

 

Dansk Cyklistforbund, som står bag nomineringen, uddeler prisen på den nationale cykelkonference i Svendborg onsdag d. 22. maj. De 4 andre nominerede kommuner er Frederikshavn, Furesø, Randers og Svendborg.

Opdateret 03-08-2015