Spring til indhold
Nyhed

Odense Business Task Force: Investeringer er en forudsætning for vækst

22-08-2013

Odense skal prioritere og have modet til at satse på store initiativer. Så bastant er beskeden fra Odense Business Task Force til Odenses politikere og erhvervsliv.

 

”Odense er en dejlig rummelig by med plads til alle. Det velmenende og rummelige er en del af byens DNA, men når det gælder erhverv, udvikling og konkurrence, så er det også en stor del af problemet. Odense har lige nu momentum med investeringer for 25 mia. alene i byens udvikling. Det skal udnyttes. Så frem med brystet, Odense, siger Lars Nørby Johansen, formand for Odense Business Task force og tidligere direktør i Falck.

 

Sammen medlemmerne i Odense Business Task Force har han brugt de sidste 13 uger på at analysere, diagnosticere og vurdere Odense som erhvervsby. Det er der kommet fem konkrete anbefalinger ud af.

 

For 13 uger siden bad borgmester Anker Boye på vegne af Økonomiudvalget Odense Business Task Force om at komme med deres diagnose og anbefalinger til, hvordan Odense atter bliver en sværvægter.

 

For medlemmerne i Odense Business Task Force har det været 13 intense uger, som har givet medlemmerne en forståelse af, at det altså er nu, at Odense skal handle.

 

”Udviklingen i de store byer sker lynhurtigt. Odense skal udnytte sit momentum til at komme tilbage ind i bestyrelseslokalerne. Det gør byen ikke ved at satse lidt på hele brættet. Men ved at satse stort på få ting. Vi har set Odenses udfordringer og muligheder gennem med tættekam og fundet 5 konkrete anbefalinger, som igen fremhæver Odense på det landkort, de bruger i bestyrelseslokalerne. Så Odense igen bliver en af de byer, der tales positivt om i erhvervslivets inderste cirkler, siger Lars Nørby Johansen.

 

Alle fem anbefalinger er så konkrete, at de kan sættes i gang med det samme. En anbefaling lyder, at Odense skal have en tiltrækningsenhed, som kun København kan matche i gennemslagskraft og økonomi. En anden anbefaling er, at Odense skal have en ambitiøs eventfond med et budget på 20 mio.kr.

 

Borgmester Anker Boye er begejstret over anbefalingerne – og ikke mindst den klare analyse af, hvor Odenses udfordringer og muligheder er:

- Her har vi noget, vi kan gå i gang med det samme. Nu tager jeg anbefalingerne med videre til Økonomiudvalget og byrådet med den klare anbefaling, at vi med budgetforhandlingerne finder pengene til at sætte det her i gang. Vi har længe vidst, at vi lige nu i Odense har en helt unik historisk mulighed, og når så kompetente folk giver så klar en diagnose og anbefaling, så skal der handles.

 

Se mere på odense.dk/erhverv


Opdateret 03-08-2015