Spring til indhold
Nyhed

Nu skal du kun huske ét nummer

10-09-2013

I dag får Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense Kommune et nyt telefonnummer.

 

Nummeret 63 75 25 75 er en del af realiseringen af at have én samlet indgang til forvaltningen. På mandag den 16. september slår forvaltningen dørene op for den første fysiske indgang til forvaltningen: Virksom Dialog Dalum.

 

– Det skal være nemt og hurtigt for borgerne at henvende sig til os og blive hjulpet videre til dem, de skal tale med, forklarer rådmand Jane Jegind (V) og fortsætter:

 

– Det kan til tider være lidt af en jungle at finde rundt i det kommunale system. Det skal personalet i Virksom Dialog hjælpe den enkelte med.

 

Det nye telefonnummer – 63 75 25 75 – erstatter disse numre:

Tlf. 63 75 59 00 – det tidligere nummer til Servicecenter Hjælpemidler

Tlf. 65 51 60 61 – det tidligere nummer til det gamle Visitationskontor

Tlf. 65 51 32 09 – det tidligere akutnummer til hjemmepleje og sygepleje

 

De gamle numre vil i de næste seks måneder automatisk blive stillet om til 63 75 25 75, så ingen borgere ringer forgæves.

 

Nummeret 63 75 25 75 er åbent mandag-onsdag kl. 8.00-15.30, torsdag kl. 8.00-17.30 og fredag kl. 8.00-13.00.

 

Borgere, der allerede er i kontakt med forvaltningen, fordi de fx modtager hjemmepleje eller praktisk bistand, skal stadig kontakte deres lokale hjemmepleje- eller servicegruppe direkte, hvis de skal aflyse et besøg eller lignende.

 

Virksom Dialog Dalum

Den nye telefoniske indgang til Ældre- og Handicapforvaltningen er første skridt i at realisere ambitionen om, at borgerne skal have én samlet indgang til forvaltningen. På mandag den 16. september tages næste skridt – her slås dørene op for borgernes første fysiske indgang til forvaltningen. Indgangen hedder Virksom Dialog Dalum og holder til i bygningen bag Dalum Bibliotek på Dalumvej 95.

 

I anledning af åbningen af Virksom Dialog Dalum er der åbent hus mandag den 16. september kl. 14.00-17.00 på Dalumvej 95 B. Hent invitation og program for dagen på www.odense.dk/virksomdialog

Opdateret 03-08-2015