Spring til indhold
Nyhed

Musikbiblioteket åbner den 15. august i Odenses gamle banegård

03-05-2013

Når Musikbiblioteket flytter fra de nuværende lokaler i Brandts til Odenses gamle banegård, betyder det en midlertidig lukning af Musikbiblioteket fra onsdag den 15. maj kl. 12.00 til torsdag den 15. august 2013.

 

Der venter et stort arbejde over sommeren med at pakke de godt 100.000 materialer ned og flytte dem og inventaret til de nye lokaler. Hele samlingen skal desuden nyregistreres og chippes ved samme lejlighed.

 

- Det giver rigtig god mening, at bibliotekets medarbejdere chipper samlingen nu, når den alligevel skal flyttes. Det sparer tid, og så er materialet parat til den 15. august, hvor medarbejderne kan byde Musikbibliotekets mange brugere velkommen igen i de nye fine rammer. Brugerne skal dog ikke undvære musikken helt indtil da. Jeg er glad for, at der er fundet en løsning, hvor det er muligt at reservere Musikbibliotekets materialer på www.odensebib.dk, siger by- og kulturrådmand Steen Møller.

 

Vil man bestille musik på nettet, skal man dog være opmærksom på, at der kan være ventetid, hvis det pågældende materiale er ved at blive chippet.

 

Farvel til Amfipladsen og på gensyn på Østre Stationsvej

Onsdag den 15. maj vil Musikbiblioteket være åbent for almindelig service og ekspedition i tidsrummet 10.00-12.00. Fra kl. 12.00-18.00 er der afskedsreception, hvor brugere og personale siger farvel til de gamle lokaler og på gensyn til august.

 

Der bydes på en forfriskning, og der vil desuden være live-musik i løbet af eftermiddagen med Sund & Lunau samt Elof & Wamberg.

 

I lukkeperioden kan alle Musikbibliotekets brugere og øvrige interesserede følge arbejdet med nedpakning, chipning og flytning via Musikbibliotekets Facebook-profil, ”Odense Musikbibliotek”.

 

Hele biblioteket skal chippe til sommer

I løbet af sommeren skal hele Odense Centralbiblioteks samling på ca. 900.000 materialer chippes. Med chipningen bliver det nemmere for brugerne at låne og aflevere bøger på en gang. Når man låner i fremtiden, lægger man én stak på selvbetjeningsautomaten, og alt registreres på en gang.

 

Chipningsprocessen kræver, at personalet fysisk håndterer og registrerer alle ca. 900.000 materialer. For at det kan foregå så effektivt som muligt, er det besluttet at lukke afdelingerne på skift, imens der chippes.

 

Hovedbiblioteket, Musikbibliotek og alle 6 lokalbiblioteker holder på skift lukket i løbet af sommeren 2013 for at chippe materialer. Men der vil være åbne biblioteksafdelinger i hele perioden.

 

Læs mere om kampagnen, og se, hvornår de respektive afdelinger lukkes midlertidigt på Odense Centralbiblioteks hjemmeside: https://www.odensebib.dk/news/odense-centralbibliotek-chipper.

Opdateret 03-08-2015