Spring til indhold
Nyhed

Energibesparelser rimer på lokale job

07-11-2013

Over halvdelen af de 1 mio. m2 bebyggelse som Odense Kommune ejer, skal renoveres inden for de næste 4 år. Ved blandt andet at installere solceller og efterisolere vil kommunen kunne nedbringe sit CO2-udslip med 40 % og derved skabe et bedre indeklima for både børnehavebørn og folkeskolelever.

 

Håndværkerne er godt i gang

Efter en vellykket udbudsrunde er håndværkerene godt i gang med den første lille bid af projektet, som indeholder 11 bygninger.

I alt har man fundet seks håndværkervirksomheder, hvoraf de fem er lokale.

 

- Det glæder mig, at det var fem lokale håndværkere som vandt udbuddet af opgaverne. Dette viser at lokale virksomheder er fuldt kvalificeret til også at byde med fremover. Det er en god nyhed for Odense, og noget som vi har været med til at understøtte, ved at udbyde opgaverne i de rette bidder.Desuden har vi tilbudt vores lokale virksomheder muligheden for en særlig uddannelse som energihåndværker, siger By- og Kulturrådmand Steen Møller.

 

Over de næste fire år investerer Odense Kommune i alt 225 mio. kr. i energirenovering af kommunens bygninger. En investering der forventes at resultere i mindst 200 jobs.

 

Fejring på Sanderumskolen

Den første bid af projektet er kommet godt fra start og håndværkere, rådgivere og andre involverede inviteres derfor til midtvejsgildet på Sanderumskolen, hvor By- og Kulturrådmand Steen Møller vil fortælle mere om projektet, og samtidig vil der være rig lejlighed til at se, hvad projektet betyder for netop Sanderumskolen.

Opdateret 03-08-2015