Spring til indhold
Nyhed

Bladt Industries skal bygge stibroen i Odense

20-12-2013

- Med entreprenøren på plads er vi nu klar til at bygge stibroen og opfylde et mangeårigt ønske om at binde by og havn sammen. En ekstra fjer i hatten er, at vi med Bladt Industries får en dansk entreprenør og lokale arbejdspladser, siger by- og kulturrådmand Steen Møller.

 

Med et speciale i store og komplekse stålkonstruktioner er Bladt Industries klar til at opføre den 135 meter lange stålbro med den 40 meter høje stålpylon, der bliver broens pejlemærke.

 

- Med Bladt Industries får vi en utrolig erfaren entreprenør inden for stålkonstruktioner. De har skruet et meget fornuftigt projektforslag sammen, og de er kommet med gode forslag til, hvordan vi sikrer, at projektet kan gennemføres til tiden, siger Thomas Lindberg Ramsay, afdelingschef i Natur, Miljø og Trafik i Odense Kommune.

 

Ca. 90 % af anlægsopgaverne bliver udført af danske virksomheder, og Bladt Industries er desuden forpligtet til at overholde de sociale klausuler, Odense Byråd har vedtaget.

 

Bladt Industries beskæftiger godt 850 ansatte, hvoraf knap 200 er beskæftiget ved faciliteterne i Lindø Industripark. Bladt Industries opererer inden for vind og vedvarende energi, olie og gas samt infrastruktur og står blandt andet bag mange offshore-fundamenter og transformerstationer til europæiske havvindmølleparker, en række gang- og stibroer i både Danmark og Skandinavien, og virksomheden har også haft en finger med i spillet, da Storebæltsbroen blev bygget. Udover en solid erfaring er virksomheden desuden kendt for aktivt at tage et socialt ansvar.

 

- Ved Bladt Industries vedkender vi os vores globale og sociale ansvar, og derfor er det også naturligt for os, at vi indarbejder sociale klausuler i kontrakten med Odense Kommune. Vi ser meget frem til den store og spændende opgave, og vi glæder os til at rejse byens nye vartegn over skinnerne i Odense, siger Peter Rindebæk, adm. direktør i Bladt Industries.

 

Stibroen skal binde by og havn sammen til glæde for fodgængere og cyklister heriblandt de mange studerende på VUC, som får nye omgivelser på havnen, og broen er en vigtig brik i Odense Kommunes arbejde for at få flere til at gå og cykle.

 

Byggeriet af broen starter i 2014, og broen står færdig i 2015.

 

Bag designet af Odenses nye ikon står arkitektfirmaet Gottlieb Paludan + Public Arkitekter, som vandt arkitektkonkurrencen i december sidste år.

 

Læs mere om stibroen på www.odense.dk/stibro.

Opdateret 03-08-2015