Spring til indhold
Nyhed

Uddannelse og dialog bringer Odenses drikkevand helt i front

28-11-2012

Kraftige regnskyl har i de seneste år været skyld i flere sager om forurenet drikkevand. Men takket være et øget samarbejde mellem Odense Kommune og vandværkerne kan antallet af både tilsyn og drikkevandsforureninger på vandværkerne nu reduceres.

Staten arbejder netop nu med en bekendtgørelse, der vil stille krav til alle vandværker i Danmark om at indføre Dokumenteret Drikkevands Sikkerhed (DDS) - en såkaldt egenkontrol. Men i Odense er man på forkant, for de odenseanske vandværker er allerede i fuld gang.

Odense Kommune har nemlig styrket samarbejdet og dialogen med de private vandværker i kommunen og tilbyder nu uddannelse i Dokumenteret drikkevands Sikkerhed, der er et værktøj til risikostyring. VandCenter Syd og Søhus Vandværk har allerede indført procedurerne, og nu tilbydes samtlige vandværker i Odense også kurser i DDS.

- Det er en ren win-win-win-situation, for DDS-tiltaget gavner både myndighed, vandværk og forbrugerne, forklarer Aksel Snerling, formand for Søhus Vandværk.

En styrket fælles tilgang til drikkevandssikkerhed

- Vi er begyndt at agere på en ny måde  som drikkevandsmyndighed. Derfor er vi meget glade for vandværkernes initiativ og vilje til at sikre borgerne en endnu højere drikkevandssikkerhed, så de fleste forureninger af drikkevandet undgås i fremtiden, forklarer by- og kulturrådmand Steen Møller.

Odense Kommune har som indledning til samarbejdet tilbudt DDS- og hygiejnekurser for alle vandværker i kommunen med VandCenter Syd som ansvarlig for undervisningen. Søhus Vandværk har desuden været initiativtager til indførelsen af DDS på de resterende vandværker og hjælper dem med at komme i gang med den praktiske del.

- I VandCenter Syd sætter vi overliggeren højt, når det gælder drikkevandssikkerhed. Vi indførte allerede DDS tilbage i 2007, og det har givet et stærkt fokus på hygiejne og drikkevandskvalitet. Drikkevand er jo en af vores vigtigste fødevarer, så vi kan ikke være forsigtige nok, når det gælder forbrugernes sundhed og sikkerhed, siger afdelingsleder i VandCenter Syd, Finn Mollerup, der underviser på DDS-kurserne.

For yderligere information:
Formand Aksel Snerling, Søhus Vandværk, tlf. nr. 66 18 59 18, e-mail ats@c.dk
Afdelingsleder Finn Mollerup, VandCenter Syd, tlf. nr. 63 13 23 80, e-mail fm@vandcenter.dk
Biolog Richard Jensen, Odense Kommune, tlf. nr. 65 51 25 95, e-mail rij@odense.dk

Opdateret 03-08-2015