Spring til indhold
Nyhed

Sommeren er højsæson for spritulykker

13-06-2012
Sommeren er højsæson for spritulykker på vejene. Derfor er Odense Kommune med i en landsdækkende kampagne mod spritkørsel. Det skal få flere til at droppe alkohol, hvis de skal køre hjem efter festen eller middagen.
 
- Sommeren er en dejlig tid med mange festlige lejligheder som festivaler, Sankt Hans-fest og grillaftener med gode venner, hvor man får noget at drikke. Men sommeren er også en tid, hvor vi hører om uhyggelige trafikulykker med spritkørsel, og alt for ofte ender disse ulykker ganske alvorligt. De fleste, der har fået for meget at drikke, vælger heldigvis andre transportmidler hjem, men der er desværre fortsat nogen, som ikke kender deres begrænsninger og vil køre hjem. Når det sker, er det vores fælles ansvar at gribe ind og få den berusede chauffør hjem på anden vis, siger Steen Møller, by- og kulturrådmand i Odense.
 
Hele 62 kommuner deltager i kampagnen ”Hvem kører hjem?” i samarbejde med Rådet for Sikker Trafik, politiet og TrygFonden.
 
Drinks – uden sprut?!
I en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden siger hver tredje, at de ville være mere tilbøjelige til at drikke mindre alkohol eller helt fravælge alkohol, hvis de havde et indbydende alternativ.
 
- Vi ved fra vores undersøgelse, at når folk er til middag eller fester, så er der nogle som drikker alkohol, fordi de oplever, at det forventes af dem. Det er et problem, hvis de for eksempel er i bil. Derfor sender man et godt signal til sine gæster, hvis man også serverer lækre drikke uden alkohol, så de kan køre sikkert hjem, siger Michelle Laviolette, projektleder i Rådet for Sikker Trafik. 
    Dansk Bartender Laug har lavet flere alkohofri drinks for Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden.
Find opskrifterne her: alkoholfri drinks
 
Den 22. juni vil Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden, Dansk Bartender Laug og politiet afholde Danmarksmesterskab i alkoholfri drinks i Bruuns Galleri i Aarhus: www.bruunsgalleri.dk
 
Rundt om i landet vil flere kommuner servere alkoholfri drinks til f.eks. havnefester, Sankt Hans og andre sommerarrangementer for at vise, at man godt kan få noget festligt at drikke, selv om man skal køre hjem. 
 
I Odense markeres kampagnen med en event på Engen Sankt Hans aften. Her serveres smagsprøver på alkoholfrie drinks til gæsterne.

 
Fakta:
Dræbte i spritulykker udgør omtrent 20 % af alle trafikdræbte, mens alvorligt tilskadekomne i spritulykker udgør 14 % af det samlede antal alvorligt tilskadekomne. 
 
I 2010 blev 55 mennesker dræbt i spritulykker og 250 personer kom alvorligt til skade (NB: tallene for 2011 er endnu ikke offentliggjort)

• 9 ud af 10 sprituspåvirkede trafikanter er mænd.
• Spritulykker sker oftest i aften og nattetimerne fredag og lørdag.
• Der er flest spritulykker om sommeren.
• Der sker flest spritulykker på landet.
• Det er typisk biler eller knallerter, der er involveret i spritulykker.
• Hver 5. trafikdræbte har mistet livet i en spritulykke – dermed er alkohol stadig en af de største dræbere i trafikken.
• Hvert år stopper politiet cirka 10.000 spritbilister på vejene.
 
Kontakt:
Tina Møller Nielsen, Odense Kommune: 20 80 79 53
Søren Ørsted Pedersen, pressekonsulent, Rådet for Sikker Trafik: 22 32 70 09.
Michelle Laviolette, projektleder, Rådet for Sikker Trafik: 24 96 11 44.

Opdateret 03-08-2015