Spring til indhold
Nyhed

Multibane indvies på Byens Ø

23-05-2012

Multibanen INSIDE-OUT er en ny type multibane, som skal være med til at skabe liv og leg på Byens Ø. Banen er den første af sin art i Danmark og bliver den første af mange, midlertidige aktiviteter, der etableres på Byens Ø hen over sommeren og eftersommeren.

 
- Det er en kæmpe gevinst for Byens Ø og Havnen, at vi har fået denne unikke multibane til byen. Banen inviterer ikke blot til leg og boldspil, men kommer også til at fungere som et spændende samlingssted, siger rådmand Steen Møller. Jeg er sikker på, at den med sine helt specielle former og funktioner kan tiltrække mange – både piger og drenge, unge og ældre.
 

Rådmand Steen Møller indvier banen fredag den 25. maj kl. 17.30.

 
Fremtidens mulitibane
Den nye multibane er resultatet af en udviklingsproces, hvor Lokale- og Anlægsfonden samlede fem teams af arkitekter, designere og producenter, som fik til opgave at komme med deres bud på ”Fremtidens multibaner”. INSIDE-OUT multibanen i Odense er den første, der er blevet opført. Den er designet af MUTOPIA Arkitekter i tæt samarbejde med producenten Lars Laj.

 
Den legende, runde form skaber gode opholds- og legearealer på begge sider af kanten, så det er lige så sjovt at være ‘indenfor’ som ‘udenfor’. På banen kan der foregår flere spil og aktiviteter samtidigt, og man kan spille meget andet end fodbold på grund af de sjove former. På kanten kan man lege eller bare slappe af. Der er også mulighed for at høre musik fra højttalere i kanten.
 
- Der findes flere hundreder meget funktionelle, men ikke særligt kønne multibaner over hele landet. Fondens vision er, at fremtidens multibaner skal give deres omgivelser et æstetisk løft og samtidig være et alsidigt aktivitetssted, som også kan tiltrække dem, der helst vil se på. Jeg håber, at Byens Ø får stor glæde af den første af fremtidens multibaner, siger direktør i Lokale- og Anlægsfonden, Torben Frølich.

 
Fakta om Byens Ø
Byens Ø skal omdannes fra et industriområde til et levende kultur- og aktivitetsområde. Derfor har By- og Kulturudvalget godkendt, at der bruges 5 mio. kr. til midlertidige aktiviteter. Multibanen og et parkouranlæg er de første aktiviteter, der etableres på Byens Ø. Hen over sommeren vil der gradvist blive etableret flere aktiviteter til glæde og gavn for byens borgere og gæster.
 
Kontakt
Projektleder Birgitte Lambrechtsen, blam@odense.dk, 65512806.

Opdateret 03-08-2015