Spring til indhold
Nyhed

Martin Strange-Hansen ny programchef for filmfestivalen i Odense

01-03-2012

Martin Strange-Hansen bliver øverste ansvarlig for udvælgelsen af de ca. 100 film, der skal konkurrere om festivalens priser. Gennem fokusprogrammer, seminarer og events vil han få rig mulighed for at sætte sin egen kunstneriske dagsorden.

OFF er Danmarks kortfilmfestival, der hylder filmen i det korte format i alle afskygninger. Hvert år udpeges en ny programchef, der sammen med festivalens leder er hovedansvarlig for den kunstneriske profil. På denne måde sikres en dynamisk festival, der kan præsentere nye og spændende vinkler med kvalitet som det gennemgående varetegn.

- Man blir ikke rig af at lave kortfilm – men det bliver man af at se dem!
Siger Martin Strange-Hansen. Publikum kan forvente et righoldigt udbud af alle tænkelige spændende kortfilm på årets festival.

- Odense Filmfestival har altid haft en særlig plads i mit hjerte. Det var her jeg, som ny udsprunget instruktør, med afgangsfilmen under armen, deltog i min første kortfilmfestival. Nu er det blevet til en del festivaller siden – men der er altid noget omkring den første gang. Den kærlighed forlader dig aldrig. Derfor er det med et stort og begejstret ja-tak, at jeg sætter mig i stolen som dette års programchef.

Tilmelding af film til OFF12 er åben
Det strømmer i øjeblikket ind med film fra nær og fjern til årets festival, og ud af de forventede knap 1500 tilmeldte film, klarer ca. 100 film sig igennem nåleøjet til konkurrencen. Så publikum kan glæde sig til cremen af cremen inden for de nyeste kortfilm på verdensplan. Tilmeldingen er åben til 1. april 2012.

OFF12 løber af stablen 20.-25. august på Brandts Klædefabrik i hjertet af Odense. OFF er kendt for sit bevægende, inspirerende og udfordrende konkurrenceprogram, sin fantastiske atmosfære og for alle de mange events, oplevelser og workshops, som hvert år trækker et fantastisk publikum til byen. Kom og vær med!

Fakta om Martin Strange-Hansen
Martin Strange-Hansen (1971) er filminstruktør og manuskriptforfatter. Han debuterede som instruktør fra Den Danske Filmskole i 2001 med afgangsfilmen ”Når lysterne tændes” med Jesper Asholt i hovedrollen. Filmen, som Strange-Hansen skrev manuskript til sammen med Flemming Klem er baseret på novellen "Min kone forstår mig ikke" af Finn Søeborg. Den vakte en del opmærksomhed, og blev i 2002 belønnet af det Amerikanske Filmakademi Academy of Motion Picture Arts and Sciences med en Student Academy Award (en såkaldt Baby-Oscar) som bedste udenlandske filmskolefilm. Samme år skrev og instruerede han novellefilmen ”Der er en yndig mand” med Martin Buch i hovedrollen. ”Der er en yndig mand” blev i 2003 hædret med en Oscar for bedste kortfilm.

Efter succesen med ”Der er en yndig mand” instruerede Strange-Hansen i 2005, spillefilmen ”Den Rette Ånd”, skrevet sammen med Flemming Klem. Han har i 2006 skrevet og instrueret afsnit i tv-serien ”Nynne”. Martin Strange-Hansen stod i 2008 bag Danmarks første webisode og en af de første mobisodes i verden, tween-animationsserien ”Pinly & Flau”. Serien, som var baseret på virkelige, pinlige oplevelser indsendt af over 300 unge fra hele Danmark, vandt i 2009 anerkendelse ved The Webby Awards, internettets Oscaruddeling.

Martin Strange-Hansen har senest instrueret børne-kortfilmen "Her Bor Jensen", med blandt andre Ditte Hansen og Jesper Asholt på rollelisten. Manuskriptet til filmen skrev Strange-Hansen i samarbejde med Bo Hr. Hansen.

Siden 2010 har Martin Strange-Hansen, ved siden af sit virke som filminstruktør, været formand for Danske Filminstruktører.

Opdateret 03-08-2015