Spring til indhold
Nyhed

Dansk blues i international topklasse!

23-03-2012

Shades of Blue er et af de allerstørste flagskibe inden for dansk bluesmusik.  Bandet har mere end tyve år, masser af koncerter i ind- og udland og fire fornemme cd’er på bagen.

Shades of Blue har rødder i Chicago blues, men spænder lange videre end som så, og mestrer for eksempel også soul blues til fingerspidserne, som det blandt andet kan høres på orkesterets seneste udspil, cd’en ”Do Right by Me,” der udkom sidst i 2011.

Shades of Blue blev dannet i sen- 1980’erne, og bestod dengang af Uffe Steen, James Loveless, Morten Brauner, organisten Stefan Borum og trommeslageren Esben Bach.

Debut-albummet ”Shades of Blue” kom på gaden til stor applaus i 1989, og blev fulgt op med udgivelsen af cd’en ”On a Mission from Muddy Waters” i 1992.

Samme album står stadig som en lysende milepæl i dansk blueshistorie med klassiske Shades of Blue-numre af egen tilvirkning som ”Yo Taxi,” ”Two-Timer” og ”Feels Like the First Time”.

Shades of Blue turnerede flittigt i ud- og indland, men sygdom, fast arbejde og flytning til København ramte tre af orkestermedlemmerne, så Shades of Blue måtte holde en længe pause.

I 1998 dannede Morten Brauner blues bandet The Blue Junction med Uffe Steen, den veletablerede guitarist og sanger Ole Frimer samt Claus Daugaard.

The Blue Junction oplevede, som Shades of Blue, stor succes i både Danmark og i udlandet, indspillede nogle roste cd’er og modtog flere både danske og udenlandske priser.

Imidlertid ønskede Ole Frimer efterhånden at danne sit eget orkester, og så blev der atter plads til Shades of Blue, der genopstod i starten af indeværende årtusinde, og som udsendte det helt forrygende live dobbelt-album ”Feels Like the First Time” i 2007.

I dag består Shades of Blue af super-guitaristen Uffe Steen, den klippefaste, swingende bassist Morten Brauner, den bund-solide trommeslager Claus Daugaard og den helt unikke sanger James Loveless.

Shades of Blue står for dansk blues i international topklasse, og med et altid engageret, energisk og humorfyldt sceneshow trykker de fire fremragende, erfarne musikere den veloplagt af på scenen, så ikke et øje er tørt.  

Man kan roligt se frem til den 29. marts, hvor Shades of Blue giver deres eneste koncert i Odense-området i foråret 2012 i Vollsmose Kulturhus.

Koncerten er støttet af Odense Musikudvalg og Statens Kunstråds Musikudvalg.

Kontakt:

Peter Widmer
Kommunikations- og kulturmedarbejder
Vollsmose Kulturhus
Vollsmose Allé 14, postboks 48
5240 Odense NØ

Tlf.: Direkte: 6375 0882
Mail to: pawi@odense.dk

Opdateret 03-08-2015