Society Scout sender plejehjemsbeboere på spejderløb
Det er Det Danske Spejderkorps årlige ungdomsseminar, Refleks, der i år sætter fokus på frivillighed og ansvarligt medborgerskab anno 2011. Seminaret finder sted i Odense i weekenden, den 1.-3. april, og lørdag eftermiddag er sat af til Projekt Society Scout.
- Lige for tiden bliver behovet for frivillige kræfter i samfundet større og større, og derfor er det super vigtigt, at vi som organisation også uddanner unge til ansvarligt medborgerskab. Der findes unge i Danmark, som både vil og tør tage ansvar, udtaler Kasper Kiilerich, projektkoordinator, Det Danske Spejderkorps.
Unge vil og tør tage ansvar
Det budskab bliver bakket op af i alt 225 unge spejdere fra hele landet, der har valgt at bruge timerne fra 14.30 til 18.00 på lørdag til at lave årets mest anderledes frivillige indsats. Her kombinerer de deres erfaringer fra spejderlivet med frivilligt arbejde i fire forskellige events, der har fokus på hver sin målgruppe i Odense.
Det er bl.a. unge udviklingshæmmede og psykisk sårbare, der får glæde af spejdernes indsats på lørdag. Ældre- og Handicaprådmand Jane Jegind (V) glæder sig over, at spejderne kommer til byen:
- Vores samfund er afhængigt af, at vi som medborgere tager ansvar for at gøre noget for mennesker, der af den ene eller anden grund har brug for en medmenneskelig håndsrækning. Derfor er det fantastisk at opleve, at så mange unge har lyst til at bruge deres eftermiddag på lige netop det.
De fire projekter er:
Energi i Munke Mose: 50 spejdere opstiller og afvikler otte forskellige friluftsaktiviteter i Munke Mose, Odense C. I samarbejde med psykiatriafdelingen i Odense Kommune og kommunens væresteder inviteres kommunens psykisk sårbare og deres pårørende til en aktivitetsdag i trygge rammer. Alle andre, der har lyst, er selvfølgelig også velkomne til at prøve kræfter med udfordringer af forskellig slags.
Projektansvarlig: Kasper Kiilerich (Odense), tlf.: 25 82 54 15
Kontaktperson, Odense Kommune: Jane Gregersen: 20 69 20 68
Friluftsdag på Sedenhuse: I samarbejde med botilbudet Sedenhuse afvikles en aktiv lørdag eftermiddag for Sedenshuses 40 unge, udviklingshæmmede beboere og deres familier. De 50 frivillige spejdere vil sørge for, at der bliver mulighed for at få rørt sig, og skabe rammer for at hygge sig med mere traditionelt spejderliv, når de rykker ud og giver de unge en oplevelse.
Projektansvarlig: Camilla Simonsen (Århus): 23 42 50 63
Kontaktperson, Odense Kommune: Rikke Hansen: 63 75 16 44
Power på Plejehjemmet: Der bliver garanteret gang i den, når 50 frivillige unge spejdere møder Odenses ældre på Plejecenter Øst i Vollsmose. Inspireret af højskolernes aktivitetsstruktur og spejderarbejdet, bliver der afviklet et spejderløb, tilpasset målgruppen. Spejderne assisterer de ældre rundt til de forskellige poster. Dagen bliver rundt af med bål og hygge udendørs.
Projektansvarlig: Nadja Jensen (Odense), tlf.: 28 50 27 35
Kontaktperson, Odense Kommune: Vinnie Skovkjær: 22 49 33 02
Grønne Fingre: I udkanten af Bolbro ligger en lille skov, som Odense Kommune købte sidste år. Skoven trænger til oprydning og tynding, så skovtursgæster i fremtiden kan få større glæde af den. Det kommer til at give genlyd af energi i skoven, når 50 spejdere rykker ind – bevæbnet til tænderne med grensakse, save og termokander – renoverer og rydder skovstierne, så beboerne i Odense igen kan komme i skoven derude.
Projektansvarlig: Katrine Adamsen (Århus), tlf.: 60 77 86 54.
Kontaktperson, Odense Kommune: Rasmus Dalhoff Andersen: 29 28 08 20
Pressen er velkommen
Der vil være mulighed for at filme, fotografere og interviewe både spejdere, de projektansvarlige og borgerne fra Odense.
Projektet arrangeres som led i EU’s Frivillighedsår og afvikles af Det Danske Spejderkorps i samarbejde med Odense Kommune og støttes af Dansk Ungdoms Fællesråds Initiativstøttepulje.
Velkommen til en dag med Frivillighed på spidsen!
Yderligere oplysninger
Kasper Kiilerich, Projektkoordinator, Society Scout, mobil 25 82 54 15, Kasperkiilerich@hotmail.com
Annette Wognsen Frederiksen, Ældre- og Handicapforvaltningen, mobil 21 17 24 84, awf@odense.dk