Spring til indhold
Nyhed

Håndværksmestre skal leve op til sociale klausuler

11-10-2011

Odense Kommune vil have håndværksmestre og andre virksomheder inden for bygge- og anlægsbranchen samt tjenesteydelser til at tage et større socialt ansvar.

Siden 1. oktober har kommunen via sociale klausuler stillet krav om, at virksomheder, der udfører arbejde med faguddannet personale, også skal have lærlinge eller praktikanter beskæftiget i virksomheden.

Et klart signal
Borgmester Anker Boye kalder de sociale klausuler for et klart signal til virksomhederne.

- Det er svært for mange unge at få en praktikplads, selvom de rigtig gerne vil. Og derfor skal vi som kommune bruge alle de midler, vi kan, for at få unge mennesker igennem en uddannelse. Og det her er et klart signal til virksomhederne om, at de også må tage del i det fælles ansvar, det er at få unge igennem uddannelsessystemet, siger borgmester Anker Boye (S).

Hvis virksomheden er lille, eller opgaven er inden for et område, der ikke egner sig til at have lærlinge eller praktikanter, kan den sociale klausul handle om, at virksomheden skal bruge de unge i en afklarings- eller opkvalificeringsproces.

Klausul afhænger af opgave
Ved hver opgave, der kommer i udbud, vurderer kommunen, hvordan og om opgaven egner sig til en social klausul.

- Vi vurderer fra udbud til udbud, hvilke sociale klausuler der er rimelige at stille. Det handler om varigheden af opgaven, men også størrelsen af opgavens samlede lønsum eller værdien af hele opgaven, siger indkøbschef Annette Bjørn.

- Det gør vi, fordi vi gerne vil sikre en vis længde af lærlinge- eller praktikforløbet. Men også for at undgå at specielt mindre erhvervsdrivende, som kan have vanskeligt ved at tage lærlinge eller praktikanter ind, skal pålægges ansvar ud over, hvad de evner, tilføjer hun.

Sociale klausuler gælder for:
De sociale klausuler omfatter alle erhvervsuddannelser tilknyttet nedenstående fag. Odense Kommune har vurderet potentialet til følgende uddannelser at være størst: snedker, tømrer, gulvlægger, VVS, elektriker, faguddannet anlægsgartner/ planteskoleuddannet gartner, smed, murer, maler, anlægsstruktør og kloakrørlægger, brolægger og kloakrørlægger, bygningskonstruktør samt bygningsmaler.

Læs mere:
Guide til sociale klausuler

Kontaktinformation:
Borgmester Anker Boye (S), tlf. 40 75 33 33, ab@odense.dk
Indkøbschef Annette Bjørn, tlf. 29 45 34 09, anb@odense.dk