Spring til indhold
Nyhed

Rejsegilde for nyt og ultramoderne handicapbyggeri

01-11-2011

Ældre- og Handicapforvaltningen, Odense Kommune, inviterer i dag til rejsegilde for det nye Munkehatten, der skal sikre gode boligforhold til de nuværende 25 beboere, plus ti nye.
 

- Jeg er rigtig glad for, at arbejdet på Munkehatten nu er kommet så langt, at nybyggeriet snart står indflytningsklar. Det er en vigtig milepæl i vores indsats for at tilbyde odenseanere med svære handicap en tidssvarende bolig, siger handicaprådmand Jane Jegind (V), og tilføjer:

 

- Og så er det jo dejligt, at de nuværende beboere kommer til at bo i omgivelser, der i langt højere grad indbyder til at invitere familie og venner på besøg.

 

Munkehattens nuværende beboere bor i dag på 14 kvadratmeter, men får nu egen toværelseslejlighed indrettet med eget bad, toilet, køkken og forskellige velfærdsteknologiske løsninger, i alt omkring 50 kvadratmeter.

 

Velfærdsteknologi i brug

I forbindelse med udbygningen og renoveringen af Munkehatten er to millioner kroner blevet afsat til installering af velfærdsteknologiske løsninger.

 

- Et handicapbyggeri anno 2012 skal naturligvis også være veludstyret i forhold til teknologier, som vi ved virker, og som vil give beboerne større frihed i dagligdagen, siger Jane Jegind.

 

I byggeprojektet har man derfor arbejdet med at indrette boligerne med forskellige løsninger til for eksempel åbning og lukning af døre, åbning og lukning af vinduer og vaskeanordninger. Man er også ved at undersøge et særligt kommunikationsanlæg i beboernes lejligheder.

 

Fakta om Munkehatten

Munkehatten i Odense blev opført i 1989 som botilbud for svært fysisk handicappede. Dengang var det et af flagskibene inden for dansk handicapbyggeri, der i både fremtoning og indretning var forud for sin tid. Siden da har udviklingen overhalet Munkehatten indenom, og forholdene i byggeriet er nu for små og trange. De forhold har Odense Byråd ønsket at lave om på. I april 2011 blev det første spadestik derfor taget til en omfattende udbygning og renovering af Munkehatten. Når nybyggeriet står færdigt i april 2012, bliver det ’gamle’ Munkehatten gennemgribende renoveret. Renoveringen forventes at tage et halvt år, og derefter kan yderligere ti nye beboere flytte ind.

 

Pressen er velkommen til rejsegildet, hvor også håndværkere, beboere, pårørende og medarbejdere vil være til stede.

 


Tid og sted:
Tirsdag den 1. november 2011 kl. 11.00

Munkehatten 2-4

5220  Odense SØ

 

Yderligere oplysninger:

Centerleder Annette Birgit Larsen, mobil 23 31 47 57

Kommunikationskonsulent Annette Wognsen Frederiksen, Ældre- og Handicapforvaltningen, 21 17 24 84