Spring til indhold
Nyhed

Nyt klimanetværk på vej til det odenseanske erhvervsliv

16-08-2011

Til efteråret lancerer Odense Kommune og MiljøForum Fyn et nyt klimanetværk for alle små og mellemstore virksomheder samt detailhandelen i kommunen som et led i kommunens klimaplan fra 2010.

- Vi håber, at klimanetværket bliver lidt af en øjenåbner-oplevelse for det odenseanske erhvervsliv. Det skal være et tværgående forum til at arbejde med klima- og miljøbevidsthed og ikke mindst energibesparelser, da disse gavner både klimaet og det enkelte erhvervs økonomi på samme tid. Vi satser på synergieffekten ved energigennemgange, undervisning og sparring, forklarer projektleder Anja Skovslund Henriksen fra Odense Kommune.


Workshop om netværkets form og indhold
For at skabe de bedst mulige rammer for klimanetværkets opgave og udbredelse har Odense Kommune og MiljøForum Fyn derfor inviteret et udsnit af det odenseanske erhvervsliv til at deltage i en workshop, hvor netværkets form og indhold skal defineres.


- En bæredygtig udvikling i Odense er til gavn for både økonomien, klimaet og byen som helhed. Derfor er jeg meget spændt på, hvad der kommer ud af både workshoppen og klimanetværket. Og så er jeg i øvrigt stolt over den flotte opbakning, som vi indtil videre har fået fra både detailhandelen og virksomhederne. Netværket skal være til for erhvervslivet, og derfor er det helt essentielt at udvikle netværket i tæt samarbejde med dem, forklarer rådmand Jan Boye fra By- og Kulturforvaltningen og fortsætter:


- Der er tale om et klimanetværk med masser af ambitioner og potentiale. Det skal simpelthen være lettere for virksomheder og butikker at være klimabevidste og dermed også at se det økonomiske aspekt i energibesparelser.


Stor navnekonkurrence

Som et led i netværkets etablering iværksætter Odense Kommune og MiljøForum Fyn en konkurrence for at finde det bedste navn til Odenses nye klimanetværk. Blandt de indkomne forslag trækkes der lod om en middag for to inkl. en god økologisk vin på Restaurant GOMA i Odense.


Man kan læse mere om klimanetværket, og om hvordan man deltager i konkurrencen, på www.odense.dk/klimanetvaerk. Det endelige navn på netværket offentliggøres d. 2. november i Rosenbækhuset, når det nye klimanetværk officielt sparkes i gang.


Et bredt samarbejde – lokalt og internationalt
Klimanetværket er resultatet af de to EU-projekter, som Odense Kommune i februar måned fik bevilliget støtte til at indgå i. Det ene, ”Voluntary Agreements for CO2 Reductions”, er et projekt hvor kommunen samarbejder med Miljøforum Fyn og fire partnere fra henholdsvis Italien, Spanien og Sverige. Projektet handler om at reducere energiforbrug og påvirkning af klimaet i samarbejde med lokale virksomheder.

Det andet, ”ZEROTRADE”, handler om dialog med detailhandelen i kommunen for at fremme klimarigtige indkøb og varer samt klimavenlig adfærd. Partnerne her er fra Italien, Spanien og Slovenien.
 
 
Kontaktinformation 
 
Anja S. Henriksen, projektleder

Industrimiljø, By- og Kulturforvaltninge

Odense Kommune

anhen@odense.dk

Tlf. 6551 2449



Jan Boye, rådmand

By- og Kulturforvaltningen

Odense Kommune

jb@odense.dk