KLIMAVÆRKETs koncept gik rent hjem hos de erhvervsdrivende
Repræsentanter fra boligforeninger, virksomhedsledere, og butiksejere mødte talstærkt op, da Odense Kommune og MiljøForum Fyn lancerede KLIMAVÆRKET i starten af november i restauranten på Kold College, hvor selv maden var klimavenlig. Siden er netværket vokset støt, og medlemmerne kan nu se frem til en række arrangementer, hvor man – helt gratis – kan blive klogere på energibesparelser.
- Som jeg ser det, så er KLIMAVÆRKET et rigtig stærkt tilbud til de butikker og virksomheder, som ikke er interesseret i at farve deres bundlinje med unødvendigt store el- og varmeregninger. Jeg håber, at mange flere får øjnene op - også for det økonomiske potentiale, der ligger i at arbejde med energibesparelser, siger Steen Møller, rådmand i By- og Kulturforvaltningen.
Fokus på både klima, læring og forretning
Det er især muligheden for at nyde godt af andre erhvervsdrivendes klima-erfaringer, som Tom Filstrup, direktør for Scandic Odense, fremhæver som en fordel:
- Vi har meldt os ind i KLIMAVÆRKET, fordi det lyder som det helt rigtige tiltag i Odense. Vi har altid arbejdet seriøst med klima og bæredygtighed, og vi vil derfor gerne bakke op om initiativet. Det er vigtigt, at vi lærer af hinanden, selvom vi selv mener, vi har styr på det, fortæller Tom Filstrup og fortsætter:
- Derudover er der også en forretningsvinkel for os. Vi stiller krav og handler med dem, som opfører sig rigtig i forhold til klimaet, og håber, at forbrugerne vælger Scandic Odense til, fordi vi har fokus på klimaet. Det handler om loyalitet over for klimaet, slutter han.
Butikkerne er også med
Også mindre virksomheder, såsom butikker og frisører, har taget konceptet til sig:
- Jeg har meldt mig ind i KLIMAVÆRKET for at få nye idéer og inspiration til, hvordan jeg og
salonen kan blive mere miljøbevidste og energibesparende. Fordelen ved at være medlem er, at man møder andre brancher og erhvervsfolk, som har samme mål med at spare på energien – og at man kan dele ud af sine erfaringer om, hvad der virker, og hvordan man har gjort tingene, fortæller Susanne Esbensen fra New Hair Team.
I det nye år tager netværket hul på videndeling og undervisning, herunder energiuddannelsen for håndværkere og tema-arrangementer om bl.a. belysning og medarbejderinddragelse. Vil man gerne vide mere om netværket, kan man besøge www.odense.dk/klimavaerket eller kontakte projektleder Anja Skovslund Henriksen.
Kontaktinformation
Anja Skovslund Henriksen, projektleder
KLIMAVÆRKET, Odense Kommune
anhen@odense.dk, tlf.: 65 51 24 49
Steen Møller, rådmand
By- og Kulturforvaltningen
sm@odense.dk, tlf.: 51 48 19 20