Spring til indhold
Nyhed

Odense får international skole til sommer

31-01-2011

”Det er glædeligt, at Odense nu får et skoletilbud, der matcher den globaliserede verden, vi alle i højere og højere grad skal navigere i. Med et internationalt skoletilbud har vi langt bedre forudsætninger for at tiltrække udenlandske virksomheder og medarbejdere, ” konkluderer en tilfreds borgmester, Anker Boye.


I sin egenskab af næstformand i Udviklingsforum Odense sætter Anker Boye sammen med skoleleder Henrik Nannestad Jørgensen underskrift på en kontrakt mellem Udviklingsforum Odense og Henriette Hørlücks Skole mandag den 31. januar. Aftalen er kommet i stand, efter at opgaven med at etablere og drive en international skole i Odense har været i udbud.


Det er Udviklingsforum Odense, der efter ønske fra flere fynske virksomheder har igangsat processen med et få oprettet en international skole i Odense. Bestyrelsesformanden glæder sig over aftalen, men påpeger også, at der nu venter en opgave med at skaffe finansiering.


”Fra andre byer ved vi, det tager cirka tre år, før et internationalt skoletilbud er rentabelt. Derfor er skolen de første år helt afhængig af økonomisk opbakning fra virksomheder og organisationer, der har interesse i, at Odense har en international skole,” siger bestyrelsesformand i Udviklingsforum Odense, C. C. Nielsen.


På Henriette Hørlücks Skole er der fokus på udfordringen, men frem for alt er der stor tilfredshed med aftalen om at oprette en international afdeling.


”For både elever og lærere her på skolen bliver dette en gevinst. Vi har altid vægtet det internationale højt, og da det hver dag bliver mere væsentligt at mestre, ser vi meget frem til vores fremtidige opgaver. Forhåbentlig kan dette nye skoletilbud være med til at tiltrække og fastholde internationale ressourcer til Odense og Fyn,” afrunder skoleleder på Henriette Hørlücks Skole, Henrik Nannestad Jørgensen.


For yderligere information og citater kontakt:


Formand for Udviklingsforum Odense, C.C. Nielsen, tlf. 4033 8411


Næstformand i Udviklingsforum Odense, Anker Boye, tlf. 4075 3333


Skoleleder på Henriette Hørlücks Skole, Henrik Nannestad Jørgensen, tlf. 6619 1985


Projektleder Birgitte Junge, Udvikling Odense, tlf. 2447 2879 (kontakt vedr. fakta)