Spring til indhold
Nyhed

Odense varmer op til VM i ”buret”

09-09-2009
I slutningen af denne måned samles mere end 100 af verdens bedste squashspillere i Odense for at udkæmpe slaget om VM-titlen for herrehold. På søndag indledes opvarmningen med sjove og sveddryppende aktiviteter i VM-arenaen på Sdr. Boulevard.
 
Der bliver masser af action og underholdning, når Sport Event Fyn og Dansk Squash Forbund på søndag inviterer fynboerne til VM-opvarmning i Squash Center Danmark. På de selv samme baner, hvor sveddråberne om små tre uger vil springe fra verdens bedste squashspillere, har fynboerne nemlig muligheden for at gribe ketsjeren og teste deres helt personlige VM-form.

”Squash er jo en af de allermest effektive sportsgrene, når det gælder forbrænding af kalorier. Og nu da vi får besøg af den absolutte verdenselite, vil vi gerne benytte lejligheden til at vise folk på deres egen krop, hvad man kan opnå med squashen”, siger sportschef hos Dansk Squash Forbund, Carsten Laustsen. ”Vi vil f.eks. demonstrere, hvor hurtigt den enkelte på squashbanen kan forbrænde en burger, et pizza slice eller andre af hverdagens fristelser”.

Test forbrændingen
Med en pulsmåler om brystet kan fynboerne søndag fra kl. 15 -18 slå sig løs i glasburet og bagefter sammenligne deres kalorieforbrænding med den typiske forbrænding på en løbetur eller i en fodboldkamp. Jonas Thorlund, der er Ph.D.-studerende ved Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet har regnet på det og er ikke i tvivl: ”Squash er klart blandt de mest krævende sportsgrene, når man ser på kalorieforbruget, og regelmæssig træning kan forholdsvist hurtigt give synlige resultater”.

Veltrænede VM-kroppe
Et levende eksempel på squashsportens effektivitet er de veltrænede danske VM-spillere, hvoraf Jonas Thorlund selv har været med til at skabe et par stykker gennem tilrettelæggelsen af den fysiske træning i Odense Squash Club. Det gælder bl.a. den forsvarende danmarksmester Rasmus M. Nielsen, der glæder sig til et VM på hjemmebane, hvor bl.a. verdensranglistens top 10 har meldt deres ankomst. ”Vi vil rigtig gerne vise sporten frem, når den er allerbedst og give fynboerne den ultimative oplevelse af, hvor spændende og actionfyldte squashkampe kan være”, siger Rasmus Nielsen.
Sammen med klubkammeraten Kim Povlsen, der også er del af det danske landsholds bruttotrup, står den fynske topspiller søndag eftermiddag klar til at tage en lille duel med de fynboer, som tør udfordre. Og de to landsholdsspillere er helt sikkert leveringsdygtige i et par gode tekniske fif, hvad enten man er nybegynder eller har lidt erfaring i ”buret”.

VM i squash for herrehold indledes med åbningsceremoni lørdag d. 26. september, hvorefter der er kampe hver dag fra kl 13 – 22 indtil der sættes punktum med finalen lørdag kl. d. 3. oktober kl.13.00.
De fire spillere, som under VM skal forsvare Dannebrog mod de elegante englændere, de ekvilibristiske ægyptere og de mange andreverdensstjerner udtages endeligt mandag d. 14. september - umiddelbart efter den fynske opvarmningsseance.

For yderligere information:
Gitte Vestermark, Projektleder Sport Event Fyn, 30 50 24 42
eller Carsten Laustsen, Dansk Squash Forbund, 23 36 20 27