Spring til indhold
Nyhed

6 største byer sammen om at profilere klimaindsats

07-05-2009
De store byer står for en betydelig del af årsagerne til klimaproblemerne, men kan også levere svar på udfordringerne med at løse dem. Byernes tæthed giver særlige muligheder, og byerne er villige til at tage ansvar, investere og skabe nye løsninger baseret på kollektive systemer udviklet i samarbejde med andre.

Derfor har de 6 største byers borgmestre på deres netop afholdte borgmestermøde i Randers vedtaget ”Klimaindsats 1:1”, som vil synliggøre en række af de effektive løsninger, byerne leverer som svar på klimaudfordringerne.

København, Århus, Odense, Aalborg, Esbjerg og Randers vil synliggøre deres indsatser inden for 6 områder, nemlig energiforsyning, trafik, affald, vand, byudvikling og klimamålsætninger. Det sker ved en fælles markedsføringsindsats, som bl.a. kommer til at bestå af en visuel guide, der præsenterer byernes forskellige klimaattraktioner.

Guiden distribueres via Visit Denmarks markedskontorer og Danmarks Eksportråds distributionslister, idet målgrupperne for en international profilering bl.a. er delegationer fra myndigheder, politikere og embedsmænd, journalister fra større byer, regeringer, internationale virksomheder, vidensmedarbejdere og potentielle kunder til danske clean tech virksomheders produkter.

Indsatsen for at profilere 6-byernes klimaindsats omfatter desuden en fælles udstilling på Rådhuspladsen i København under FNs klimatopmøde COP 15 samme sted samt deltagelse i seks forskellige klimakonferencer i løbet af 2009.

Flere oplysninger om klimaindsatsen fås hos borgmestrene:
Overborgmester Ritt Bjerregaard, København, tlf. 3366 2200
Borgmester Nicolai Wammen, Århus, tlf. 8940 2100
Borgmester Jan Boye, Odense, tlf. 2040 2912
Borgmester Henning G. Jensen, Aalborg, tlf. 9931 1500
Borgmester Johnny Søtrup, Esbjerg, tlf. 7512 5070
Borgmester Henning Jensen Nyhuus, Randers, tlf. 8915 1000