Spring til indhold
Nyhed

Visionstopmøde leger med tankerne

28-02-2008

Visionstopmøde leger med tankerne

1. marts er der visionstopmøde på Odense Rådhus, hvor byrådets visionsforslag "At lege er at leve" er til debat: hvad menes der med leg som murbrækker til vækst? Hvorfor er leg vigtig og for hvem? Hvad kræver denne vision af politikerne, hvad kræver den af erhvervslivet og hvad kræver den af Odenses borgere?

 

Et panel af eksperter, kendte erhvervsfolk, borgmesteren og byrådsrepræsentanter er samlet for at diskutere disse spørgsmål med interesserede borgere.

 

Debatten styres af Morten Stig Christensen, der vil udfordre politikere, profiler og publikum til at tænke visionært om fremtidens Odense. Samtidig er der premiere på en ny visionsfilm, der tager seeren på en rejse ind i mulighedernes by.

 

Ekspertpanelet består af koncerndirektør i L´Easy Jørn Tolstrup Rohde, direktør for Odense Zoo, Henrik Lehmann, forsker i innovation og leg, Ann Charlotte Thorsted, udviklingschef i Danfoss Universe Julie Kjær Madsen, kunstner Tine Louise Kortermand og indehaver af kommunikationsbureauet Stagis A/S Nikolaj Stagis.

 

Udover borgmester Jan Boye består politikerpanelet af rådmand Anker Boye, rådmand Jane Jegind og byrådsmedlem Anna Rytter.

 

Meningen med topmødet er at få en åben og livlig debat om, hvad der skal til for at realisere byens vision. Publikums kommentarer til visionen fremlægges for Odense Byråd i løbet af april måned. Fremover skal visionen være et pejlemærke for de politiske beslutninger og handlinger, som foretages af byrådet og Odense Kommune.

 

Samtidig er ambitionen at vigtige kræfter i Odense vil tage visionen til sig og bruge den som redskab til at styrke livskvalitet og vækst i byen. Målsætningen er, Odense på sigt skal være kendt som byen man besøger eller flytter til for at få inspiration til at tænke anderledes, kreativt og legende.

 

Visionstopmødet finder sted i Rådhusets festsal fra 14 – 16. Det er gratis og åbent for alle interesserede.

 

Visionstopmødet lægger op til Strategitopmødet d. 4. marts, hvor den ny planstrategi er til debat. Fokus her er især på den fysiske udvikling af Odense samt de mere konkrete forslag, som planstrategien rummer.

 

Legende oplevelser for børn og barnlige sjæle

Allerede fra kl. 11 vil legesyge og nysgerrige sjæle kunne kigge med og deltage på Flakhaven og i Rådhushallen, når vi kører ræs med Lego Mindstorms-robotter, bygger fremtidens Odense ud af genbrugsmateriale, tester pilotudgaven af det kommende Odense-spil og bliver udfordret til fægtning, rollespil, eventyrligt malerværksted og meget mere.

 

Mange af byens kreative foreninger og kultursteder bidrager til at sætte handling og oplevelser på visionsforslaget, hvor dit indre legebarn har frit spil.

 

For mere information på visionens hjemmeside