Spring til indhold
Nyhed

Byens politikere møder japanske superhelte og drabelige pirater

17-01-2008

På fredag den 18. januar kl. 15.00-17.00 besøger Odenses borgmester Jan Boye og en række andre byrådspolitikere Ungdomshuset i Nørregade. Det er første stop på en miniturné, som en såkaldt visionspatrulje med byrådspolitikere tager ud på.

 

Det sker i anledning af, at byrådet har sendt visionsforslaget "At lege er at leve" i offentlig høring fra d. 18. januar til 14. marts 2008. I denne periode vil byrådet gerne høre borgernes syn på visionsforslaget og få input og gode idéer til visionen, som fremover skal udstikke retningen for Odenses udvikling.

 

Formålet med visionspatruljen er bl.a. at byrådsmedlemmerne skal møde folk, der allerede beskæftiger sig med leg og kreativitet, og som kan give inspiration til realiseringen af visionen.

I Ungdomshuset vil rollespillerne fra foreningen Solhverv vise, at voksne også kan lege. De står klar til at klæde byrådsrådsmedlemmerne på til kamp. For i Ungdomshuset lurer moralske dilemmaer og drabelige modstandere. Foreningen Animé i Odense vil introducere til den japanske populærkultur, hvor seje superheltinder, karaoke og unikke brætspil er omdrejningspunktet for en voksende interesse blandt danske unge i alle aldersgrupper. Byrådspolitikerne får mulighed for at lære at læse baglæns, tegne seje action heltinder og lave mad på computeren.

 

Herefter er der debat med Ungdomshusets brugere og andre interesserede om, hvordan de unge ser på fremtidens muligheder og udfordringer for Odenses udvikling. Og hvad politikerne mener, er vigtigt at satse på i fremtiden. Alle er velkomne til at komme og deltage i debatten.

 

"Ungdomshuset er valgt som første stop for at signalere, at visionsforslaget i høj grad vedrører byens ungdom. Det er oplagt at starte med de unge, der ofte har gå-på-modet og nysgerrigheden i forhold til at sætte gang i nytænkningen og i legen" siger borgmester Jan Boye om det kommende besøg, som han ser frem til med stor spænding.

 

På baggrund af besøget er det meningen, at byrådspolitikerne skal skrive et blogindlæg om deres oplevelse, som forhåbentlig giver dem inspiration til det kommende politiske arbejde. Politikernes indlæg offentliggøres på visionssitet www.visionodense.dk, som også lanceres d. 18. januar.

 

For yderligere information: kontakt borgmester Jan Boye,

jb@odense.dk , tlf. nr. 20 40 29 12 eller kommunikationskonsulent Rune Bager, rb@odense.dk , tlf.nr. 51 90 32 54.

Kommunikation, Odense Kommune, Flakhaven 2, 5000 Odense C.