Spring til indhold
Nyhed

Sygefravær i Odense Kommune for 2007

08-04-2008

Sygefraværet for medarbejderne i Odense Kommune i 2007 er nu gjort op. I gennemsnit var kommunens medarbejdere syge i 19,3 dage.

 

Umiddelbart ligner det et fald i forhold til året før, hvor sygefraværet blev opgjort til 19,9 dage pr. medarbejder. Men de to tal kan ikke helt sammenlignes, da opgørelsesmetoden er ændret i år.

 

Sygefraværet i Odense Kommune skyldes altovervejende langtidssygemeldinger – enten på grund af fysisk sygdom eller stress. Hertil kommer, at gennemsnitsalderen blandt de ansatte er forholdsvis høj, hvilket almindeligvis medfører et højere sygefravær. Endelig arbejder Odense Kommune bevidst på at være en rummelig arbejdsplads, der også ansætter og fastholder mennesker med kroniske sygdomme eller handicap.

 

- 2007 var året, hvor strukturreformen trådte i kraft. Det indebar store forandringer og krav til omstillingsevnen hos rigtig mange medarbejdere. Til trods for alle omstruktureringer og nye og ændrede arbejdsopgaver, ser det ikke ud til at sygefraværet er steget. Når det er sagt, så arbejder vi stadig målrettet på at nedbringe sygefraværet. Vi har blandt andet lavet en meget stor trivselsundersøgelse for at afdække, hvordan vi skaber større trivsel og på den måde forebygger sygefravær, siger HR-chef, Lisbeth Haumann.

 

Odense Kommune har desuden iværksat en række tiltag, der skal klæde lederne bedre på til at håndtere sygefraværet. Der er lavet særlige vejledninger, nemmere adgang til statistikken over sygefraværet og lederrådgivning. Sideløbende med det arbejder kommunen med arbejdsmiljøcertificering og sundhedsfremmeprojekter, der styrker medarbejdernes sundhed og trivsel.

 

- Vi gør meget, og forventer også at se en effekt af vores mange tiltag. Men det er et langt sejt træk at nedsætte sygefraværet i en virksomhed som Odense Kommune, en arbejdsplads med mange omsorgsopgaver. Omsorgsopgaver slider ofte mere på den enkelte medarbejder og kan medføre et større sygefravær, siger Lisbeth Haumann.

 

I 2006 havde medarbejderne i Odense lidt flere sygedage end medarbejderne i Ålborg Kommune. Men færre end kollegerne i Århus og Københavns Kommune.

 

Det Fælleskommunale Løndatakontor opgør ensartede data for 2007 for kommunerne til august, så man kan sammenligne tallene fra Odense med sygefraværet i de andre store danske kommuner.

 

Læs bemærkninger til statistik

 

Læs sygefravær statistik

 

Mere information:

Chef for Kompetencecenter HR, Lisbeth Haumann, telefon 6551 1300,

email: lihn@odense.dk